En aften præget af skønsang i Maskinhallen

Koncerten faldt i tre dele: Først spillede og sang skotske Samantha Whates et par af sine egne sange, ”Trees and Gold” og ”Three Miles Left”, ledsaget af eget guitarspil. Så kom Ida Wenøe ind på scenen, tog sin guitar og sammen spillede de så frem til pausen. Vi fik sange fra blandt andet Wenøes nyeste album ”Loopy and Esther”, for eksempel den pudsige sang ”Little Bird” – lavet efter at have fundet en død rødhals på en vandretur i Sverige – og ”Bless the Telephone” om mobilens lyksaligheder. Desuden ”Hey Look, It’s Morning” og ”Sometimes Some Things”. Alle sange båret af de to vokaler i skøn harmoni og det spinkle sprøde akustiske guitarspil.

Efter pausen kom så de sidste to medlemmer af The Wondrous Sea på scenen, Hal Parfitt-Murray (violin og viola da gamba) og Frederik Mensik (kontrabas). De to tilførte musikken mere fylde og mere rytmisk saft og kraft. Især Frederik Mensiks flotte basspil klædte de sarte vokaler. De to fik også lejlighed til at fremføre et selvkomponeret nummer alene - et smukt intermezzo, hvor Parfitt-Murray trakterede violaen.

Vi fik en del numre fra 2023-albummet ”Undersea”, der for en stor dels vedkommende er skrevet i Nordjylland. Af numre kan nævnes ”Mourning Time” (hvor Samantha Whates spillede fløjte), ”Halfway Nowhere”, ”Don’t You Grow Weary” og ”Lighthouse” der handlede om Rubjerg Knude Fyr. Aftenen sluttede med Grundtvigs ”Udrundne er de gamle dage” med ny melodi af Wenøe – et nummer, hun var stolt af var kommet med i Højskolesangbogen. Herefter gik de fire ned blandt publikum sluttede af med nok et nummer.

Det var en aften præget af skønsang – Wenøes og Whates’ stemmer snoede sig om hinanden i de flotte harmonier – både i sarte og i kraftfulde passager, der ofte bragte mindelser om svenske First Aid Kit, men i et betydeligt højere toneleje. Det var dejligt at se, hvordan de fire befandt sig godt i hinandens selskab. Der var en hyggelig og afslappet stemning på scenen, der også bredte sig til publikum.