Gå til hoved-indhold
01. november 2024 - kl. 00.11

Malte Ebert og JUNG klar til Rock i Frederikshavn 2025

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Rock i Frederikshavn løfter sløret for de næste to kunstnere, og gæsterne kan se frem til at opleve to af Danmarks absolutte musikstjerner: Malte Ebert og den hitspækkede trio JUNG.

For en uge siden afslørede Rock i Frederikshavn de første to navne til 2025-udgaven af heldagskoncerten på Knivholt i Frederikshavn: Lars Lilholt Band og Keinstein. Nu løfter arrangørerne sløret for de næste to artister, som indtager den store scene næste år.

Malte Ebert og trioen JUNG kan begynde at glæde sig til at møde det frederikshavnske publikum lørdag 7. juni. Samtidig kan frederikshavnerne godt begynde at se frem til koncerter med både hitgaranti og masser af mulighed for sing-along.

- Jeg er ret sikker på, at mange glæder sig til at opleve Malte Ebert live i Frederikshavn. Han har en enestående evne til at få et live-publikum med, siger Casper Høgsted, talsmand for Rock i Frederikshavn.

- Og personligt glæder jeg mig virkelig meget til en sand hitparade fra JUNG. De er vanvittigt fede. Deres poprockede – eller skal jeg måske kalde deres musik rockpoppet – er noget af det vildeste, ørehængende, jeg længe har hørt.

Malte Ebert, der med sine 30 år netop er trådt ind i et nyt kapitel af sin karriere, har gennem årene formået at tryllebinde det danske publikum. Kendt for sin unikke evne til at skabe både rørende og selvironiske øjeblikke på scenen, slog han oprindeligt igennem som Gulddreng og har siden bevist sit talent som soloartist med hits som “Mindst ondt”, “Kun med dig” og “Fortæl mig hvis du vil noget andet”.

Efter en fantastisk tour i 2024, der solgte over 25.000 billetter, glæder Malte sig til at bringe sin nye musik ud til festivalpublikummet. Med et kommende fuldlængdealbum i 2025 har Malte Ebert reflekteret over sit liv og sin karriere. Hans musik rummer nu en dybde, der afspejler den ro og eftertænksomhed, han søger i sine 30'ere. Alligevel kan publikum forvente en energisk performance med Maltes karakteristiske humor og charme, når han indtager scenen med sit otte mand store band.

JUNG meldte deres tilbagekomst i foråret 2024 med singlen “Færdig med pis?”, og de er atter på toppen af hitlisterne. Bandet, der debuterede i 2020 med sange som “Blitz, baby” og “Tur retur”, har skabt et musikalsk fællesskab, der taler til en hel generation. Selvom verden var i lockdown, da deres karriere tog fart, blev JUNG hurtigt folkekære med deres unikke lyd og intense tekstunivers.Efter en længere studiepause er de nu tilbage og klar til at erobre scenerne. Deres kommende album udkommer i starten af 2025 og byder på nye sange, der vil cementere trioens status som et af landets mest markante livebands. Når bandet kommer til Frederikshavn har JUNG tilmed forstærket deres setup med dygtige musikere, og Knivholt-gæsterne kan forvente en optræden fyldt med energi og intensitet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...