FIK og FSF vil etablere netværk af bedsteforældre: Møde på fredag
Foreningslivet er stærkt i både Frederikshavn Ishockey Klub og Frederikshavn Skøjteforening, og nu er man gået sammen om at gøre det endnu stærkere. De to klubber, der til daglig er naboer i Iscenter Nord, har slået pjalterne helt sammen og arbejder på at få et netværk af bedsteforældre op at stå. Netværket skal gavne både bedsteforældrene selv, men også de unge idrætsudøvere, som har sin daglige gang i henholdsvis ishockeyklubben og skøjteforeningen.
Planerne for omtalte bedsteforældrenetværk er fremskredne, og der er informationsmøde på fredag 1. november, hvortil alle interesserede bedsteforældre til især idrætsudøvere i de nævnte klubber er inviteret. Andre er dog også velkomne.
Formand i Frederikshavn Ishockey Klub, Søren Klyvø, synes, at der kan være masser af synergier i at få bedsteforældre engageret i arbejdet med unge mennesker i en klub.
- Vi forestiller os, at der er masser af småopgaver, som man kan påtage sig, hvis man har lyst til at være en del af et ungt menneskes idrætsliv. Vi ved jo godt, at mange ældre – pensionister om du vil – lever indholdsrige og aktive liv, men der må være nogle, der kunne tænke sig at gøre en forskel for unge mennesker, der står på tærsklen til at udforske livet. Disse ældre vil vi gerne tilbyde et rum at mødes i. Både for deres egen skyld, for de får mulighed for at mødes med andre ældre og hygge sig i rare omgivelser, men også for de unge, for hvem de ældre forhåbentlig kan være til støtte og inspiration, siger Søren Klyvø.
Frederikshavn Ishockey Klub og Frederikshavn Skøjteforening er på det seneste gået ind i flere former for samarbejde, og formand hos skøjteforeningen, Mads Bech, er også indforstået med, at de "ældre" er en vigtig ressource, klubberne kan gøre brug af:
- Vi synes først og fremmest, at vi gerne vil facilitere et rum, hvor bedsteforældre til idrætsudøvere i vores klubber kan mødes og hygge sig sammen. Vi forestiller os, at det kan ske en gang om ugen eller hver anden uge, og vi sørger for lokalerne, kaffen og friske rundstykker. Og så er vi da heller ikke blinde for, at vi får kontakt til en gruppe, der måske vil kunne løse nogle værdifulde ad hoc-opgaver i vores klubber. Det er på alle måder en win-win, mener Mads Bech.
De to klubber holder informationsmøde om de nye planer fredag kl. 8.30. Der serveres rundstykker og en lille én, og alle interesserede er velkomne til at melde sig til. Det sker hos børne- ungeansvarlig Jesper Larsen på mailadressen: jela@fibu.dif.dk eller telefon 22 86 56 24 senest torsdag kl. 12.00.