800 kampe for White Hawks: - Jeg har aldrig været det største talent
I aften hyldes Rasmus Søndergaard for sin kamp nr. 800 for Frederikshavn White Hawks. I den anledning har klubben lavet et længere portræt af den 34-årige back, og i det 22 minutter lange indslag kommer vi også med hjem i stuen i parcelhuset i Frederikshavn og på Frederikshavn Rådhus, hvor han arbejder med løn og regnskab.
Rasmus Søndergaard erkender blankt, at netop denne type interview ikke er hans foretrukne.
- Jeg ved jo, at dette interview skal handle om mig, og det er ikke lige min stærke side. Jeg har nemmere ved at stå at forklare, hvorfor vi har tabt 8-1, smiler han.
Rasmus Søndergaard får naturligvis spørgsmålet, om han målrettet jagter Mike Greys klubrekord på 864 kampe. Den er - uden skader - halvanden sæson væk.
- Det vil i hvert fald være specielt. Jeg kender jo Mike rigtigt godt, og vi snakker tit sammen, men det er ikke som sådan noget, jeg går og tænker på i hverdagen. Det er ikke der, mit fokus er. Det er at yde alt, hvad jeg kan for Frederikshavn og de drenge, der sidder inde i omklædningsrummet. Det er dem, der betyder alt for mig, fortæller Rasmus Søndergaard.
Han spillede sin kamp nr. 800 i Rødovre i fredags, men hyldes i aften i Nordjyske Bank Arena inden lokalopgøret mod Aaborg Pirates.
Når Rasmus Søndergaard indstiller karrieren, er der næppe tvivl om, at trøjenummer 12 bliver fredet og hænges op i loftet, hvor Craig Chapman (#22), Benny Pedersen (#20), Mike Grey (#23) og Christian Schioldan (#4) i forvejen hænger.
- Om jeg kommer derop eller ej, det ved jeg ikke. Det er der nogle andre, som skal bestemme. Det er ikke derfor, jeg spiller. Jeg elsker ishockey, og jeg føler, at jeg stadig har noget at bidrage med, forklarer jubilaren.
Han sender i interviewet også en stor tak til sin kone, Amalie, for med tre børn er der rigeligt at se til. Storesøster Silje på otte år går til håndbold to gange om ugen, og lillebror Oliver på fire år går til ishockey, ligeledes et par gange om ugen.
- Det er vigtigere, at der er tid til deres fritidsinteresser, men jeg er priviligeret. Vi har formået at få det hele til at hænge sammen med god hjælp fra bedsteforældre og specielt Amalie, som har et kæmpe ansvar for, at det kan køre rundt herhjemme.
Rasmus Søndergaard var også kun fire år, da han begyndte sin ishockeykarriere. Han afslører, at han godt kunne lide Klaus "Nulle" Nielsen.
- Han var sej at se på. Han havde et rigtigt godt skud - modsat mig selv. Jeg havde ét mål med min ishockeykarriere, og det var at skulle sidde i dette omklædningsrum, og det er heldigvis lykkedes for mig. Jeg har altid givet alt, hvad jeg har, men jeg har aldrig været det største talent - hverken i ungdomsårene eller da jeg kom på Eliteserien i en ung alder. Jeg er født med en mentalitet, at man ikke skal give op, selv om der kommer lidt modgang, siger Rasmus Søndergaard.
Han spiller i en særlig trøje med emblem og jubilæumstekst. Den sælges på auktion i aften. Du kan allerede byde nu.
Der er kampstart kl. 19.30 i aften. Der er solgt over 2.200 billetter, så det vil være en god idé at komme i god tid.