Fem bestyrelsesmedlemmer nægtede at aflevere skriftligt svar til kommunen
Byrådsmedlem June Menne (A), der var bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Havn, da økonomien kuldsejlede og havnen endte på kommunale hænder, kan ikke genkende påstanden om, at tidligere borgmester Birgit S. Hansen og nuværende kommunaldirektør Thomas Eriksen har tilbageholdt oplysninger om Frederikshavn Havn. Tværtimod mødte kommunen modstand, når de krævede oplysninger af havnen.
Leif Pedersen var en af fire erhvervsfolk, der sammen med byrådsmedlemmerne June Menne og John Lamp Henriksen (C) og en medarbejderrepræsentant sad i havnens bestyrelse frem til efteråret 2023.
Leif Pedersen har den holdning, at vigtig viden fra havnebestyrelsen ikke blev sendt videre fra borgmester Birgit S Hansen (A) eller kommunaldirektør Thomas Eriksen til det samlede byråd.
- Jeg mener, at tingene er stoppet på kommunekontoret eller kommunaldirektørens bord, og så har de besluttet, hvad de vil give videre, og hvad de ikke vil give videre, udtaler Leif Pedersen til TV2 Nord.
June Menne er ikke meget for at udtale sig, før resultatet af advokatundersøgelsen foreligger, men hun gør det alligevel nu.
- Det billede, som bliver tegnet i flere medier, er ikke retvisende over for virkeligheden, som jeg opfatter den. Et postulat, som bliver gentaget kontinuerligt, er ikke nødvendigvis sandheden. Tiden kommer til at fortælle sandheden, siger June Menne til Kanal Frederikshavn.
Hun ønsker ikke at udtale sig yderligere, men der er ingen tvivl om, at hun blandt andet tænker på bestyrelsesmøder i Frederikshavn Havn, hvor bestyrelsen ikke efterkom ønsker fra Frederikshavn Kommune.
Det gælder eksempelvis et bestyrelsesmøde i maj 2023. I referatet kan man læse, at fem ud af syv bestyrelsesmedlemmer "ikke ønsker at udlevere oplysninger (økonomiske, red.) på skrift til kommunen grundet de juridiske regler og hensynet til kunderne".
De to byrådsmedlemmer i bestyrelsen var derimod begge klar til imødekomme ønsket fra Frederikshavn Kommune. Her fremgår det af referatet, at "June Menne har stor tillid til kommunen, og hun forventer ikke, at de vil udlevere oplysninger, der er aftalt, at de ikke må udlevere".
John Lamp Henriksen vil ikke kommentatere sagen, før advokatundersøgelsen er offentliggjort. Det sker inden nytår. Det konservative byrådsmedlem spiller en central rolle, idet han ikke alene var medlem af Frederikshavn Havns bestyrelse fra 1. januar 2022 til 15. maj 2024. Han er også medlem af Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune.
Der er byrådsmøde i aften, og her er Frederikshavn Havn igen-igen på politikernes dagsorden. Venstre kræver, at kommunaldirektør Thomas Eriksen bliver erklæret inhabil i en undersøgelse om en lækket lydfil, som TV2 Nord har bragt.