Billetsalget til fredagens lokalbrag på isen har nu passeret 2.200
- Det er helt vildt. Hver gang vi trykker F5, er der solgt flere billetter. Lige nu har over 2.200 købt en billet, siger erhvervs- og salgsmanager Dennis Bach Pilgaard fra Frederikshavn White Hawks.
Han taler om fredagens lokalopgør hjemme mod Aalborg Pirates. Tre sejre på stribe til White Hawks skaber noget, der minder om hockeyfeber i landets nordligste ishockeyby.
Det hører efterhånden til sjældenhederne, at høgene samler over 2.200 tilskuere i Nordjyske Bank Arena, men nu sker det igen. Sejre på straffeslag over Esbjerg og Rungsted og en 4-0-sejr ude over Rødovre øger interessen markant.
Og ja, fredag 1. november er J-Dag, kaptajn Rasmus Søndergaard hyldes for sin kamp nr. 800, og der serveres flæskestegsburger.
- Der er alle mulige grunde til at komme til hockey fredag aften, hvor vi åbner dørene kl. 18.00, siger billet- og marketingkoordinator Jonas Jensen fra Frederikshavn White Hawks.
Kommer man i god tid, er der mulighed for at hygge sig i cafeteriet, som serverer en lækker flæskestegsburger, inklusiv en øl eller vand, for 65 kroner. Mellem kl. 18.00 og 19.00 er der double-up på øl og Shaker Sport.
Køb din billet her. Studerende kommer gratis ind ved fremvisning af gyldigt studiekort.
Der er udsolgt i Nordjyske Bank Lounge, hvor 300 sponsorer skal hygge sig med mad fra Restaurant NeRD.
Rasmus Søndergaard spillede sin kamp nr. 800 i WH-trøjen, da høgene i fredags besejrede Rødovre på udebane. Den bedrift hyldes han for inden kampen, og han spiller i en særlig trøje, hvorpå hans 800 kampe er broderet med emblem og skrift.
Trøjen sælges på auktion. Du kan byde allerede nu på rs.pucken.dk. Auktionen fortsætter undervejs i kampen mod Aalborg.
White Hawks bringer torsdag aften et længere interview med Rasmus Søndergaard, som debuterede helt tilbage i 2009, hvor holdkammeraterne blandt andet hed Jesper Jensen, Mike Grey, Morten Lie, Nicolai Meyer, Radim Piroutek, Mads Bech, Tomi Jokinen, Thomas Reinert, Christian Nordentodt, Christian Schioldan, Martin Højbjerg og Mikkel Højbjerg.