Gå til hoved-indhold
04. november 2024 - kl. 09.11

Filmkoncert i Frederikshavn er et stort samarbejdsprojekt

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Søndag 17. november kan alle interesserede opleve Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester opføre helt nykomponeret musik live til visningen af vikingefilmen "Fate".

Den nye koncertform, hvor musikere spiller live, imens en film bliver vist, er afprøvet af flere forskellige etablerede, professionelle orkestre. Men for Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester, også kaldet NUS, er det første gang, de skal prøve denne udfordrende og teknisk svære disciplin.

Projektet er blevet til i samarbejde imellem Kulturskolerne i Nordjylland, som står for koordineringen af aktiviteter for NUS, komponisten Andreas Hald og filminstruktøren Søren Westergaard.

Søren Westergaard, der er tidligere elev fra FilmMaskinen i Frederikshavn, har instrueret vikingefilmen "Fate", som havde premiere i november 2023. "Fate" er et drama, der foregår i vikingetiden, og den er filmet og produceret i Nordjylland af den unge filminstruktør og et hold af andre unge filmmagere fra FilmMsakinen.

FilmMaskinen er Den Nordjyske Filmskole, og her uddannes hvert år unge filmmagere. De unge filmtalenter kommer fra hele Region Nordjylland og går på skolen i Frederikshavn i op til tre år.

Efter premieren i 2023 blev Søren Westergaard spurgt, om han havde lyst til at deltage i projektet med Andreas Hald og NUS og herefter blev filmen blev sendt til komponisten, som nu skulle finde på noget helt nyt musik, som kunne underbygge handlingen i filmen. Andreas Hald har således arbejdet på at komponere helt ny musik, som både passer til filmen og til de unge musikere, der skal opføre den.

NUS består af omkring 50 unge 13-20-årige musikere fra Kultur- og Musikskoler i hele Region Nordjylland. De mødes flere gange om året for at øve sammen og spille koncerter.

I weekenden 15-17. november mødes alle de unge musikere NUS til et stævne i Frederikshavn, hvor de skal øve sammen og lære det nykomponerede musik rigtig godt at kende. De skal også øve at spille musikken live til filmen, som bliver vist på en stor skærm i koncertsalen. Stævnet afsluttes med en filmkoncert, hvor filmen vises, og musikerne spiller musikken live til.

- Det er et stort puslespil at få dette projekt til at lykkes, og der er mange brikker, der skal samles. Men vi tror, det bliver rigtig spændende for NUS at arbejde med den nye musik og med det nye koncertformat, og vi glæder os til at høre det endelige resultat, udtaler Thomas Albæk Jakobsen, der er leder af Musikskolen og FilmMaskinen i Frederikshavn.

Filmkoncerten kan opleves 17. november kl. 15.00 i Store Sal i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Der er gratis entré.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...