Byrådsmedlem Erik Kyed Trolle melder sig igen ind i Socialdemokratiet
Erik Kyed Trolle er ikke længere løsgænger i Frederikshavn Byråd. Han har igen meldt sig ind i Socialdemokratiet, som han ellers forlod midt i januar.
- Jeg har dags dato genindmeldt mig i Socialdemokratiet og vil derfor fremadrettet indgå i den socialdemokratiske byrådsgruppe. Min beslutning skal ses som et udtryk for støtte til den nyvalgte borgmester Karsten Thomsen, som adskillige gange har udtrykt ønsket om at genskabe samarbejde og tillid i byrådet - et ønske, som jeg også vil arbejde for, siger Erik Kyed Trolle til Kanal Frederikshavn.
Med Erik Kyed Trolle tilbage i Socialdemokratiet har partiet igen 17 byrådsmedlemmer i Frederikshavn Kommune. Borgmesterens parti mistede i torsdags et medlem, da Martin Tøttrup Kelkelund skiftede til SF.
- Jeg vil gerne slå fast, at min beslutning ikke er foranlediget af, at Martin Kelkelund har forladt Socialdemokratiet og denne gang er skiftet til SF, pointerer Erik Kyed Trolle.
Da han forlod Socialdemokratiet i januar, udtalte han:
- Min beslutning er begrundet i, at jeg ikke længere føler samarbejdet i den socialdemokratiske byrådsgruppe lever op til den forventning, jeg måtte have til et godt politisk miljø.
Daværende borgmester Birgit S. Hansen ønskede dengang ikke at kommentere Erik Kyed Trolles kritik af samarbejdet. Hun henviste til gruppeformand Karsten Thomsen, som i dag er borgmester.
- Der er mange forskellige synspunkter og meninger om tingene, men vi beslutter altid ud fra en demokratisk proces. Vi tager Erik Trolles beslutning til efterretning, og vi regner med, at vi får et godt samarbejde med Erik Trolle som byrådskollega i fremtiden, sagde Karsten Thomsen.
Nu er det lykkedes borgmesteren at få Erik Kyed Trolle tilbage i Socialdemokratiet.
Dermed er Peter Sørensen, tidligere Venstre, den eneste løsgænger i Frederikshavn Byråd.