Gå til hoved-indhold
01. november 2024 - kl. 15.11

Larsen & Tamborg A/S investerer i fremtiden med nyt domicil

  • 1 af 2
    Det er på denne adresse, at Larsen & Tamborg A/S bygger nyt domicil.
  • 2 af 2
    - Byggeriet vil være en kæmpe opgradering i forhold til nuværende lokaliteter på Barfredsvej 1, siger Lars Holm Kristensen, indehaver af Larsen & Tamborg A/S.
Af: Peter Marquard

Tømrer- og snedkervirksomheden Larsen & Tamborg A/S har netop offentliggjort, at virksomheden bygger et nyt domicil, der skal rumme både kontorer og værksteds-/lagerfaciliteter. Det nye domicil placeres på Knivholtvej 12 i Frederikshavn. Det betyder, at Larsen & Tamborg A/S bliver nabo til Frederikshavn Forsyning.

- Det er en strategisk valgt placering, der giver markant synlighed og let adgang til både medarbejdere, kunder og leverandører. Med en forventet opførelsestid på et lille års tid vil byggeriet forhåbentlig være klar til vores 45-års jubilæum næste år, siger Lars Holm Kristensen, der er indehaver af Larsen & Tamborg A/S.

Virksomheden har selv designet og projekteret byggeriet i samarbejde med et ingeniør-team. Domicilet omfatter en 400 kvadratmeter administrationsbygning med moderne kontorfaciliteter. Herudover en 800 kvadratmeter hal med opvarmet værksted samt lageropbevaring af stillads, byggepladsmateriel med videre.

Særligt kontorbygningen udføres med fokus på bæredygtighed og miljøvenlighed. Den bliver opført med bærende elementer i træ, hvilket ikke kun reducerer CO2-aftrykket, men også skaber et behageligt indeklima. På taget af lagerhallen installeres et stort solcelleanlæg, der vil dække en stor del af bygningernes el-forbrug.

- Byggeriet vil være en kæmpe opgradering i forhold til nuværende lokaliteter på Barfredsvej 1, og det skaber gode arbejdsforhold for både funktionærer og håndværkere. Med det nye domicil får vi muligheden for at skabe et arbejdsmiljø, der fremmer medarbejdernes trivsel og produktivitet. Den nye administrationsbygning vil blandt andet inkludere enkeltmandskontorer og velfærdsrum. Derudover bliver der etableret mindre møderum samt et stort mødelokale / kantine på første sal, hvor der bliver plads til at samle alle firmaets ansatte ved særlige begivenheder. Der bliver væsentligt mere lagerplads under tag end vi er vant til, og værkstedet vil blive udstyret med komplet maskinpark som den, vi råder over i dag. Der vil derfor også i fremtiden stadig være mulighed for at udføre de fleste snedkeropgaver på eget værksted, oplyser Lars Holm Kristensen.

Det nye domicil er en investering i Larsen & Tamborgs fremtid.

- Det vil ikke kun støtte virksomhedens vækst og udvikling, men også vores position på markedet. Med de nye faciliteter vil vi være bedre rustet til at imødekomme fremtidens udfordringer og muligheder. Der sker en voldsom udvikling i branchen i disse år indenfor både arbejdsmiljø, byggetekniske metoder og ikke mindst dokumentation. Det kræver til stadighed flere ressourcer og større viden rent administrativt og byggeteknisk, fortæller Lars Holm Kristensen.

Larsen & Tamborg A/S er en tømrer-, snedker- og byggevirksomhed, der specialiserer sig i alle former for byggeri i fag-, hoved- og totalentrepriser. Virksomheden har gennem mange år opbygget et solidt ry og en meget loyal kundebase. Med en solid erfaring i branchen tilbyder virksomheden skræddersyede løsninger til både private og erhvervskunder. Udover større byggeprojekter udfører Larsen & Tamborg A/S også små reparationer og diverse renoveringer, altid med fokus på kvalitet og kundetilfredshed.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...