18-årig og svensk debutant sikrede sejren i festlig fejring af kaptajns 800 kampe
For første gang siden 5. januar - altså næsten 10 måneder - vandt Frederikshavn White Hawks i ordinær tid på hjemmebane i Metal Ligaen. Og hvad var mere passende end at gøre det på J-Dag i lokalopgøret mod Aalborg Pirates, hvor Rasmus Søndergaard blev hyldet for 800 kampe i WH-trøjen. 2506 tilskuere overværede kampen, og glæden over sejren blev ikke mindre af, at 18-årige Johannes Borup scorede sit første mål for WH, og at debutanten Sebastian Benker blev matchvinder.
Svenskeren Sebastian Benker debuterede i andenkæden for White Hawks, hvor han spillede sammen med landsmanden Alexander Lunsjö og Todd Winder. Det betød, at cheftræner Fredrik Johansson fastholdt Thomas Spelling, Christopher Frederiksen og formstærke Jesper Thörnberg i førstekæden. I tredjekæden var det Mikkel Skov, Thomas Søndergaard og Mikkel Bertelsen, mens fjerdekæden bestod af Johannes Borup, Gorm Topholt og Jacob Møller Jensen.
Rasmus Søndergaard blev inden kampen hyldet for 800 kampe i WH-trøjen, og i den anledning var det jubilarens søn, Oliver på fire år, som skøjtede ind med pucken. Et stort øjeblik for far og søn.
Hovedparten af de 2506 tilskuere fornemmede helt sikkert - efter tre WH-sejre i træk og lidt skuffende Aalborg-reusultater - at det var i aften, at høgene skulle drille piraterne.
De gode fornemmelser blev dog hurtigt ændret til bange anelser, for Aalborg Pirates kom klart bedst ud. Darien Craighead var tæt på efter halvandet minut, men Tadeas Galansky reddede. Det gjorde han konstant særligt i de første 12 minutter. Piraterne sendte pucken mod mål fra alle mulige vinkler. Det skabte farlige situationer, men tjekken reddede det hele.
Senere fik Aalborg Pirates en farlig chance, da Christopher Mulberg mistede pucken på blå linje i Aalborgs zone. Igen ragede Tadeas Galansky kastanjerne ud af ilden.
White Hawks havde to muligheder i powerplay. Især første gang byggede hjemmeholdet spillet fint op og fastholdt presset, men generelt var det fire skuffende minutter i overtal.
Jonas Brøndberg var centimeter fra at bringe Aalborg foran, mens hans afslutning ramte overliggeren. Darien Craighead havde endu en fin mulighed. I to-tre situationer vidste Tadeas Galansky ikke, hvor pucken var efter redninger, men heldet var med frederikshavnerne, som fik deres største chance i første periode efter 14 minutter.
Sebastian Benker og Todd Winder lavede et fint forarbejde i højre side. Pucken endte foran mål, hvor Alexander Lunsjö var fri. Georg Sørensen reddede dog i AP-målet.
Det trak op til en målløs første periode, men med 33 sekunder igen gjorde Joonas Niemelä det onde ved høgene. Endnu et pucktab på blå linje, mens White Hawks angreb kostede dyrt. Pucken opførte sig ikke, som Mads Falborg Iversen håbede, og så stak piraterne af sted 2 mod 1. Og denne gang ved Tadeas Galansky passeret.
Ærgerlig afslutning på de første 20 minutter, men fuldt fortjent. Skudstatistik: 6-11.
Anden periode blev en rodet affære. Det så lidt ud som om, at spillerne havde taget forskud på J-Dag? Det var ofte rodet og usammenhængende, men White Hawks var meget bedre med, ja, de havde vel reelt et lille overtag, selv om skudstatistikken endte 8-15. Altså kun to WH-skud mod mål. Var manden, som styrede denne del af kampen, også til J-Dag?
Det er 18-årige Johannes Borup helt sikkert ligeglad med. Han scorede sit første mål for White Hawks og udlignede dermed til 1-1 i tiden 37:54. Christopher Mulberg afsluttede fra blå linje. Jacob Møller Jensen knoklede på foran Georg Sørensen, og der opstod forvirring. Johannes Borup tænkte hurtigst og scorede til 1-1. Hvor fedt for den unge forward at score for øjnene af Aalborgs mange medrejsende fans.
Aalborg Pirates havde ét powerplay i anden periode, hvor hjemmeholdet igen fik to muligheder i overtal, men denne del af spillet bestod White Hawks ikke i aften.
1-1 efter anden periode.
Piraterne startede stærkt i tredje periode, hvor første store chance tilfaldt Oliver Marloth Petersen. Gæsterne sad totalt på spillet, og White Hawks havde store problemer med at få pucken ud af zonen.
De hvide kæmpede dog forbilledligt, og i tiden 50:36 scorede debutanten Sebastian Benker på et drøn af et skud, assisteret af Todd Winder og Mads Falborg Iversen. Han blev kaldt "måltyv" i pressemeddelelsen. Det viste han allerede i aften. Kolossal jubel i Nordjyske Bank Arena.
Aalborg Pirates fortsatte med at dominere, indtil en dum udvisning til Kiril Kabanov ikke bare gav høgene luft. De scorede til 3-1 i et enormt klumpspil. Målet blev dog annulleret af dommerne efter et længere videotjek.
Stadig 2-1 og nu en friløber i powerplay til Alexander Lunsjö, men Georg Sørensen vandt duellen.
Senere ramte Thomas Søndergaard stolpen, men det gjorde ikke så meget, for selv om piraterne satsede med en ekstra markspiller forsvarede White Hawks føringen hele vejen hjem.
Det var Frederikshavns fjerde sejr i træk. Hvilken fantastisk indstilling de fremviste i aftenens kamp. Optimismen er tilbage i Frederiksahvn White Hawks, hvor fansene jublede over sejren og klappede taktfast af jubilaren, som havde sønnen Oliver med på armen på sine to æresrunder i Nordjyske Bank Arena. Sebastian Benker og Johannes Borup fik også begge en ekstra hilsen fra de jublende WH-fans.