Gå til hoved-indhold
02. november 2024 - kl. 00.11

Efter onsdagens byrådsmøde: Ordentlighed koster ikke ekstra!

  • 1 af 1
    Kristian Tornby: - Min oplevelse var et ubetænksomt byråd, som tabte hovedet - med risiko for at sende endnu flere chokbølger gennem egen organisation og kommunens øvrige borgere.
Af  Kristian Tornby

Kristian Tornby, Frederikshavn, faglig sekretær i BUPL Nordjylland og formand for FH Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Jeg har altid opdraget mine børn ud fra nogle grundlæggende principper og værdier, som i sidste ende indebærer, at de skal opføre sig ordentligt. Der kan selvfølgelig tillægges forskellige menneskesyn, tanker og handlinger om, hvad det så betyder "at opføre sig ordentligt". For mig handler det i bund og grund om at udvise respekt og hensyn til andre mennesker samt omgivelserne omkring én.

I onsdags deltog jeg som borger, men også som formand for det lokale udvalg FH Frederikshavn under Fagbevægelsens Hovedorganisation, til byrådsmødet her i Frederikshavn. Jeg har siden mødet tænkt meget over, hvad mine egne værdier indeholder og står for, og min konklusion er lige nu, at det under alle omstændigheder ikke er det, jeg overværede i byrådssalen onsdag aften!

Bevares, man er jo ikke altid enig i et byråd, og det ville også være mærkeligt, når man tænker på ideologierne bag de forskellige partier.

Men det jeg oplevede stak af i SÅ mange negative retninger. Et punkt fremført af Venstre trak ud i over 90 minutter i en sand kaskade af personangreb, spydigheder på kryds og tværs og en tone, som aldrig, efter min mening, bør finde sted i en byrådssal.

Min oplevelse var et ubetænksomt byråd, som tabte hovedet - med risiko for at sende endnu flere chokbølger gennem egen organisation og kommunens øvrige borgere.

At opføre sig ordentligt er ofte en balance mellem frihed og ansvar. Man handler ikke kun ud fra egne behov, men også med omtanke for fællesskabet. Det er helt grundlæggende for at skabe tillid, sammenhold og respekt mellem mennesker, og ikke mindst i vores eget byråd.

Jeg håber i højeste grad, at byrådet fremover vil tænke sig om og vedkende sig det ansvar, som det også er at bestride en folkevalgt post i byrådet - at opføre sig ordentligt! Hvis ikke for jeres egen skyld, så i det mindste for alle os borgeres skyld. Tak til de få byrådsmedlemmer, som trods alt prøvede med en flig af ordentlighed - det er der brug for meget mere af.

Er man som byrådsmedlem ikke enig i min betragtning, står jeg gerne til rådighed for en dialog herom.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...