Gå til hoved-indhold
03. november 2024 - kl. 14.11

Byrådsmedlem Tina Kruckow skifter fra Socialdemokratiet til SF

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Endnu et socialdemokratisk byrådsmedlem skifter parti og melder sig ind i SF. Denne gang er det Tina Kruckow - yngste byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune - som smækker med døren og kritiserer samarbejdet i den socialdemokratiske gruppe.

- Årsagen til, at jeg ønsker at forlade mit parti og søge optagelse i SF er, at jeg oplever en kultur præget af mangel på samarbejde samt en hård tone, som slet ikke harmonerer med mine værdier. Jeg mener, at politik skal være baseret på en respektfuld dialog og ikke mindst en vilje til at finde løsninger i fællesskab. Og også gerne i dialog med de øvrige partier i byrådet, siger Tina Kruckow til Kanal Frederikshavn.

Hun siger, at havnesagen er ét af flere eksempler, som bekræfter hendes valg.

- Jeg har desværre oplevet mange grove ting personligt, men er ikke typen som hænger det beskidte vasketøj til offentligt skue. Jeg vælger i stedet at se fremad og kæmpe for de værdier, jeg tror på. Vi har brug for at se fremad og sammen med de øvrige partier i byrådet finde fælles løsninger, som skaber de bedste resultater for Frederikshavn Kommune, mener Tina Kruckow.

Hvad mener du med, at der er et dårligt arbejdsmiljø i den socialdemokratiske gruppe?

- Jeg er opvokset i et religiøst samfund, som det lykkedes mig at bryde ud af.  Jeg ønsker derfor heller ikke at være i et politisk miljø, der føles lige så kontrollerende. Jeg vil heller ikke gå på kompromis med mine synspunkter om frihed og integritet for at være i et politisk parti. En god kultur er afgørende for et godt samarbejde og ordentlighed hele vejen igennem. Det skaber de bedste resultater og sikrer, at alle stemmer bliver hørt og respekteret.

Tina Kruckow forsøgte at blive Socialdemokratiets næste borgmesterkandidat, men tabte dette valg til Anders Brandt Sørensen. Det har ingen betydning haft for hendes farve til partiet.

- Nej, bestemt ikke, Anders er demokratisk valgt ved, at medlemmerne valgte ham. Det har jeg stor respekt for. Jeg har valgt at forlade partiet på grund af en kultur og et dårligt arbejdsmiljø, som jeg måtte tage afstand fra, og vælger derfor at fortsætte mit politiske virke et andet sted. Kulturen i partiet begrænser desværre muligheden for at stemme efter sin egen overbevisning, og det ser jeg som en udfordring for demokratiet. Mit exit handler ikke om en bestemt episode, men om en kultur, som er præget af mangel på samarbejde og en hård tone, som desværre ikke er ny, siger Tina Kruckow.

Hun vil nu bruge sin energi på at se fremad, samarbejde med alle og i fællesskab skabe de bedste resultater for borgerne.

- Min forventning til fremtiden er en åbenhed for samarbejde på tværs i byrådet, hvor vi i en respektfuld dialog og med plads til uenighed finder de bedste løsninger for Frederikshavn Kommune.

Tina Kruckow er det andet socialdemokratiske byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune på fire dage, som skifter til SF. Martin Tøttrup Kelkelund meddelte sin afgang i torsdags. Dermed består SF's byrådsgruppe pludselig af tre medlemmer med Christina Lykke i spidsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...