Lucas Bjerregaard tilbage i det fineste selskab efter gyser på Mallorca
Golfspilleren Lucas Bjerregaard er efter to års fravær tilbage på DP World Tour, som er det højeste professionelle niveau i Europa. Frederikshaveren sikrede sig lige akkurat pladsen i årets sidste Challenge Tour-turnering, som blev spillet på Mallorca.
De 22 bedste på ranglisten rykker op i DP World Tour, og Lucas Bjerregaard sluttede som nr. 22 efter en særdeles spændende afslutning, hvor han hele dagen lå lige på grænsen til at komme videre.
Landsmanden Nicolai Kristensen havde på sidste hul chancen for at fravriste Lucas Bjerregaard 22. pladsen. Kravet var en birdie på 18. hul, men det lykkedes ikke for Nicolai Kristensen.
Dermed kunne Lucas Bjerregaard ånde lettet op.
- Det eneste, som betød noget denne uge, var at få mit kort. Jeg startede året med at spille Nordic League og Challenge Tour på invitationer. Så når jeg kigger tilbage, er jeg stolt af at komme hertil, sagde Lucas Bjerregaard efter sin runde til Golf.dk.
Frederikshavneren er en af tre danske oprykkere fra årets Challenge Tour. Han kan følges ad med Rasmus Neergaard-Petersen og Hamish Brown.
Lucas Bjerregaard spillede i det fine selskab fra 2014 til 2022 men har de senere år kæmpet gevaldigt med at finde formen. Han er notreret for to sejre på DP World Tour.