Gå til hoved-indhold
13. oktober 2023 - kl. 23.10

Emma fra Læsø tager til prins Christians fødselsdag i genbrugskjole

  • 1 af 2
    - Jeg glæder mig til at komme i kjolen og være fin for en dag, og jeg føler mig i hvert fald lidt prinsesseagtig i den, siger Emma Nielsen. Foto: Henriette Maj Pedersen, TV2 Nord
  • 2 af 2
    Emma Nielsen skal ikke glemme, hvor hun hører til, når hun drager til bal på slottet for at fejre prins Christian. Eleverne fra Vrå Højskole har syet denne lille pose til hendes smykker. Foto: Henriette Maj Pedersen, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

18-årige Emma Nielsen fra Læsø er en af 200 unge, der er inviteret til prins Christians 18-års fødselsdag søndag 15. oktober på Christiansborg Slot. Og hun kommer til festen i en designerkjole fra Vrå - en kjole, der er købt i genbrug, men syet om og specialdesignet til hende af elever fra Vrå Højskole.

Emma Nielsen har selv været med til at vælge genbrugskjolen, og sammen med 10 elever og underviser Lene Schøning, som bor i Skærum, har hun talt sig frem til det, hun ønsker sig for kjolen.

- Jeg ville gerne have, at den skulle være enkel og signalere, hvor jeg kommer fra, udtaler Emma Nielsen til TV2 Nord.

For hjemstavnen Læsø betyder så meget for hende, at hun har fået tatoveret "Læsø" på den ene arm.

Til dagligt både bor og arbejder 18-årige Emma Nielsen i køkkenet på Hotel Nygaard på Læsø, hvor hun er i lære som kok.

Og Læsø er også med, når hun drager til bal på slottet.

For som underviser Lene Schøning forklarer, så har alt tøj signaler.

- Der er Læsø med i kjolen blandt andet ved, at vi har sat tre små sølvknapper på, og det er noget, man traditionelt forbinder med folkedragten, Læsødragten, der har ret mange sølvsmykker. Det er iøvrigt det eneste, vi har købt til kjolen, siger Lene Schøning.

Der er også en reference til Læsødragtens hvide tørklæder, som kvinderne traditionelt har på hovedet. 

- Vi har lavet en nyfortolkning, og på Emmas kjole er tørklædet syet som et hvidt sjal, fortæller Lene Schøning til TV2 Nord.

Derudover signalerer den brune farve, ifølge designeren, også Læsø. Ligesom draperingerne foran, dét at stoffet er rynket, repræsenterer de berømte tangtage på Læsø.

- Og så har vi lavet en lille hemmelighed, nemlig inde i skørtet er der syet stjerner, som har stor betydning for Emma, siger Lene Schøning, der tilføjer, at kjolen bare er så smuk til Emma.

Emma Nielsen så torsdag eftermiddag første gang kjolen helt færdig, og hun blev positivt overrasket. For oprindeligt var den brune farve egentlig slet ikke hende, men det er det blevet.

- Jeg synes virkelig, den er flot, og den er virkelig gennemført, siger Emma Nielsen, som glæder sig over, at hun nu er et skridt nærmere at være klar til det store gallataffel.

- Jeg glæder mig til det hele. At møde alle de andre, der skal med, og jeg er spændt på, hvordan det foregår. Jeg glæder mig til at komme i kjolen og være fin for en dag, og jeg føler mig i hvert fald lidt prinsesse-agtig i den, siger Emma Nielsen til TV2 Nord.

Hun er til klassisk design og en kjole uden for meget pynt, og derfor er kjolen ifølge hende helt perfekt. 

- Jeg elsker alle de detaljer, der også viser, hvor jeg kommer fra, siger hun.

Kjolen er blevet til på få dage, og det har været nogle lange og hårde dage for højskoleeleverne.

- Det er en super sjov opgave, og en ret stor opgave, for eleverne, der er på holdet "syning og design" er lige begyndt her, og mange af dem har aldrig syet før. Så er der også den udfordring, at da det jo er genbrugskjole, og vi dermed ikke har mere stof at tage af, så skulle det hele syes rigtigt i første forsøg, og det lykkedes, konstaterer Lene Schøning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...