Gå til hoved-indhold
06. februar 2025 - kl. 12.02

Statsminister Mette Frederiksen besøgte Frederikshavn

  • 1 af 1
    Mette Frederiksen havde møde med borgmester Karsten Thomsen og Anders Brandt Sørensen, som er Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved kommunalvalget tirsdag 18. november.
Af: Michael Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen besøgte onsdag Frederikshavn. Her mødtes hun med borgmester Karsten Thomsen og Socialdemokratiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, Anders Brandt Sørensen.

De talte blandt andet om, hvordan man kan gøre den kommunale velfærd endnu bedre for borgerne i Frederikshavn.

- Vi har som regering sikret et stort løft af den kommunale økonomi. Det giver mulighed for meget markante investeringer i velfærden. I Frederikshavn, som alle andre steder, er Socialdemokratiet borgernes garant for ordentlig velfærd for byens børn og ældre. Jeg er meget tryg ved, at Anders Brandt Sørensen er den helt rigtige til at stå i spidsen for en fortsat positiv udvikling for Frederikshavn, udtaler statsminister Mette Frederiksen, der også er formand for Socialdemokratiet.

Anders Brandt Sørensen mener, at Frederikshavn er en fantastisk kommune, som har meget at byde på.

- Vi har stærke velfærdstilbud i kommunen. Nu skal vi bygge videre og udvikle vores velfærd til gavn for alle borgere i Frederikshavn. Jeg ser frem til en kommunalvalgkamp, hvor jeg vil tale med borgerne om, hvordan vi stadig kan have en velfungerende kommunal velfærd, som altid skal gå hånd i hånd med vores indsats for at styrke erhvervsvenlighed og bosætning, udtaler Anders Brandt Sørensen.

Karsten Thomsen, der i efteråret overtog ansvaret som borgmester efter Birgit S. Hansen, syntes, det var befriende at tale om borgernær velfærd og den kommunale hverdag.

- For det er helt afgørende med kvalitet i velfærden, og her i Frederikshavn har vi rigtig gode velfærdstilbud til gavn for alle borgere. Vi socialdemokrater har fokus på den borgernære velfærd. Det gælder på både ældre-, social- og børneområderne, hvor vi har brug for at hæve kvaliteten endnu mere, siger Karsten Thomsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...