Gå til hoved-indhold
06. februar 2025 - kl. 11.02

Har du brug for hjælp til det danske? International café hver torsdag

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Hver torsdag fra kl. 14.00-16.30 danner Kirkens Korshærs lokaler i Danmarksgade 70B ramme om en international sprog- og lektiecafé i Frederikshavn.

Det er café, som Simon Kristian Blix Nielsen, international præst i Frederikshavn Provsti, har startet sammen med en håndfuld dygtige og trofaste frivillige for at hjælpe internationale godt til rette i Danmark.

- Det er nemlig, hvad vores café handler om - at hjælpe internationale godt til rette i deres nye hjem Danmark. Og derfor handler vores café også om meget mere end bare hjælp til sprog og lektier. Den handler om relationer, om medleven og "indleven" om at være et tilbud, der kan rumme høj som lav. Derfor gør vi måske også tingene lidt anderledes, siger Simon Kristian Blix Nielsen.

Caféen har kaffe, te og brød på bordet og tilbud om hjælp til at snakke og lære dansk samt få hjælp til at forstå det danske system og den danske kultur.

- Den første halve time bruger vi gerne på at snakke alle sammen ved et stort fællesbord, hvorefter vi deler os op i grupper eller enkeltvis, alt afhængig af dagens fremmøde. På den måde lærer vi alle hinanden at kende samt opdager de behov i forhold til det danske sprog, der måtte være hos den enkelte. Desuden fremmer dette også relationsdannelsen de internationale imellem, forklarer Simon Kristian Blix Nielsen.

Dernæst forløber eftermiddagen med at spille spil, læse i bøger, snakke om stort og småt, hjælpe med lektier og måske læse breve fra kommunen eller lignende. Og alt imens hænder det, at venskaber og netværk skabes.

- Det er måske nok i virkeligheden endnu mere værdifuldt end fortrolighed med danske gloser og grammatik, smiler den internationale præst.

Hvis du kunne tænke dig at være med til at hjælpe andre eller selv har brug for hjælp til det danske, så skal du være mere end velkommen til at kontakte Simon Kristian Blix Nielsen på skn@km.dk eller 29901630.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...