Gå til hoved-indhold
05. februar 2025 - kl. 00.02

SF-gruppeformand: - Vi står ved konstitueringsaftalen

  • 1 af 1
    Vi ønsker, at hele byrådet samarbejder konstruktivt, siger Christina Lykke (SF)
Af: Michael Frederiksen

SF’s gruppeformand i Frederikshavn Byråd, Christina Lykke, fastslår, at partiet står ved den konstitueringsaftale, som SF indgik med blandt andet Socialdemokratiet efter kommunalvalget i 2021.

Det gør hun i kølvandet på nogle bemærkelsesværdige udtalelser i går fra Almina Nikontovic, der inden jul sagde farvel til Socialdemokratiet og meldte sig ind i SF.

Socialdemokratiets flertal er som tidligere nævnt på Kanal Frederikshavn nu så spinkelt, at det er væk i de to udvalg, som Almina Nikontovic sidder i. Det betyder reelt, at afhopperen kunne blive formand for Teknisk Udvalg, hvis hun ønsker det.

- Det kan da godt være, at jeg gør det. Det kan også være, at jeg ikke gør det. Det må komme an på en prøve, udtaler Almina Nikontovic til Nordjyske.

Foreløbig giver hun sit gamle parti en chance.

- Så må vi se, hvad der sker. Året er jo langt, siger SF’eren til avisen.

Udmeldingen blev bemærket i den socialdemokratiske lejr, som allerede i går kontaktede Christina Lykke for at blive klogere på SF’s holdning.

- Jeg har meddelt Karsten (borgmester Karsten Thomsen, red.) og Gitte (gruppeformand Gitte Kiilerich, red.), at vi står ved vores konstitueringsaftale fra 2021. Aftalen løber i fire år, og vi har jo samarbejdet i 12 år, udtaler Christina Lykke til Kanal Frederikshavn.

Hun vil ikke kommentere Almina Nikontovics markante udtalelse. Hun gør opmærksom på, at SF er gået fra én til fire byrådsmedlemmer på kort tid. Og det er første gang i mange år, at Socialdemokratiet ikke har flertal i alle udvalg.

- Vi vil nu bruge energien på lære hinanden at kende i SF. Nu retter vi fokus på vores politiske arbejde. Vi ønsker, at hele byrådet samarbejder konstruktivt, fastslår Christina Lykke.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...