Gå til hoved-indhold
19. november 2023 - kl. 23.11

Diskofest, gedigne øretæver og to hold til Pokal Final4

  • 1 af 1
    Fredag stod den på diskofest i Abildgårdhallen med deltagelse af over 100 børn.
Af: Michael Frederiksen

Det har været en herlig weekend for floorballklubben Frederikshavn Blackhawks - både sportsligt og socialt.

Efter torsdagens kamp, hvor herrerne kvalificerede sig til Pokal Final4 med en hårdt tilkæmpet 5-4-sejr over AaB, blev Abildgårdhallen ryddet, og der blev gjort klar til fredagens diskofest for minigruppen, hvor der deltog ikke mindre end 110 glade børn. Til diskofesten var der frivillige hjælpere fra en del af klubbens andre hold, og der var masser af aktiviteter, som blandt andet herre- og dameligaspillerne stod for.

Begge ligahold skulle møde Aarhus i weekenden. Herrerne fik besøg af Århus FK  og var storfavoritter. De levede i den grad op til forventningerne med en sejr på ikke mindre end 18-2. Damerne skulle til Mørke og møde Århus FK. Århus har ikke haft den start på sæsonen, som de forventede, og de havde derfor deres første sejr til gode. Den fik de heldigvis ikke søndag, for frederikshavnerpigerne var skarpe og vandt hele 12-2.

Inden Århus-kampen var dameholdet en tur i Esbjerg om lørdagen. Her var opgaven at indløse billet til Pokal Final4 sammen med herrerne. Det lykkes med en 8-2-sejr over Esbjerg, hvor Blackhawks' anfører, Malene Torp, var skarp og med i fem ud af de otte mål.

Begge Blackhawks-hold er nu kvalificeret til Pokal Final4 i januar i Herning.

Førstkommende lørdag spiller begge hold igen. Herrerne klokken 14.00 mod Aarhus, men denne gang på udebane. Damerne får besøg af AaB Floorball klokken 13.00, og kampen spilles i Abildgårdhallen. Har du ikke mulighed for at komme i hallen, kan kampen ses på www.danskfloorball.tv.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...