Brand i etageejendom: Politiet har anholdt en person i sagen
Politiet har anholdt en mand fra Frederikshavn i sagen om branden tirsdag aften i en etageejendom i Niels Mørchs Gade i Frederikshavn.
Politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, oplyser til Kanal Frederikshavn, at manden blev anholdt kort efter anmeldelsen om branden. Det gjorde han på en adresse i Frederikshavn.
Kanal Frederikshavn har modtaget billeder af en politiaktion i Hånbæk-kvarteret, men Peter Skovbak ønsker ikke at kommentere, om denne aktion har noget med branden og den anholdte mand at gøre.
- Vores videre efterforskning i dag skal afgøre, om manden har en rolle i branden. Er det tilfældet, skal vi vurdere, om vi vil forsøge at få ham varetægtsfængslet, oplyser Peter Skovbak.
Han oplyser, at den anholdte mand blev løsladt ved 15-tiden.
Vidner til branden, der bor i området, fortalte, at der søndag aften var et større skænderi foran den ejendom, der brændte, og at politiet var blevet tilkaldt. Det ønsker Peter Skovbak heller ikke at udtale sig om.
Ingen mennesker kom til skade i branden, som formentlig begyndte i kælderen, men hele ejendommen er kraftigt røgskadet. Politiet foretager brandtekniske undersøgelser senere i dag.