Cool Kidz: Borgmester i kædedans til sæsonåbning i Idrætshallen
Det var en kæmpe succes, da Cool Kidz, som nu er en del af FfI Håndbold, lørdag holdt sin officielle sæsonåbning i Idrætshallen.
Borgmester Birgit S Hansen og Peter Laigaard, formand for Kultur og Fritidsudvalget, var inviteret til åbningen, og de blev modtaget på festligste vis af cirka 80 begejstrede børn og forældre, som endda - i dagens anledning - havde rullet den røde løber ud.
Både Birgit S. Hansen og Peter Laigaard, der har en fortid som både førsteholdsspiller, træner og formand i FfI Håndbold, holdt taler, hvori de roste Cool Kidz-leder Mette Holt, de andre ledere bag Cool Kidz samt FfI Håndbold for at skabe rammerne.
Udover FfI Håndbold medvirkede floorballklubben Frederikshavn Blackhawks, så børnene havde mulighed for i et konkurrencefrit miljø at prøve forskellige ting.
Cool Kidz er skabt for de børn og unge, der måske ikke ser sig selv som en normal del af idrætsforeninger, men derfor har de også brug for at være en del af et fællesskab. En del børn af anden etnisk oprindelse havde også fundet vej til Idrætshallen.
Efter opvarmningen, hvor både Birgit S. Hansen og Peter Laigaard deltog i blandt andet kædedans, blev de mange børn fotograferet med de to politikere. Flere børn benyttede også chancen til en selfie med borgmesterkæden om halsen.
Cool Kidz kører nu videre hver lørdag kl. 11.30-13.00 og tirsdag kl. 16.00-17.30. Nye børn er velkomne til at møde. Leder Mette Holt kan kontaktes på telefon 42753342 eller mail.