Gå til hoved-indhold
18. marts 2025 - kl. 22.03

White Hawks i scoringskrise - udnytter ikke overtag i tredje kvartfinale

  • 1 af 2
  • 2 af 2
    130 WH-fans fulgte kampen på storskærm i Nordjyske Bank Lounge.
Af: Andreas O. Hansen

For tredje kamp i træk i kvartfinaleserien var Frederikshavn White Hawks bedst og farligst i første periode uden at udnytte det. Tirsdag aften var høgene endda bagud 0-2 efter 20 minutter på to sene Rungsted-scoringer. Rungsted vandt 4-1 og fører 3-0 i serien. Det er aldrig sket tidligere i Danmark, at et hold er kommet tilbage fra 0-3.

- Vi spiller 50 minutter, som vi gerne vil spille, men vi kan ikke score, og de scorer på deres chancer. Vi skal have flere skud på mål og have mere trafik foran deres mål. Vi skal ind, hvor det gør ondt og tage kampen, og så må den jo hoppe ind, siger WH's Christopher Frederiksen til Metalligaen.tv.

White Hawks forsøgte med samme opstilling, som i de foregående to kvartfinaler ikke har virket overbevisende. Trods alt var det vendelboerne, der indledte bedst i Concordium Arena i Hørsholm og fik kampens første store chance efter to minutter.

Todd Winder erobrede pucken i midten og fik en halv friløber i højre side mod Rungsteds mål, men 24-årige David Grubak tog sig af Todd Winders afslutning. Ærgerligt, for Frederikshavn trænger til at komme foran i denne kvartfinaleserie.

Der fulgte yderligere et par chancer til høgene, men den sidste præcision manglede - især da Arvid Caderoth stod helt alene i slottet efter fem minutter. I et powerplay kort efter var det det Mikkel Bertelsen, der misbrugte en stor mulighed.

Altså klart WH’s periode målt på spil og chancer, men David Grubak forblev WH’s onde ånd. Forsøg på lidt for smart spil og individuelle præstationer hæmmede også høge-offensiven.

Anderledes effektivitet viste Rungsted i de sidste to minutter. Puckerobringer på højt pres i høge-zonen og herefter et par lynhurtige pasninger, der satte defensiven på hælene - og så stod der pludselig 2-0. Den opskrift har nordsjællænderne været dygtige til i kvartfinaleserien.

Først var det Theo Keilin i tiden 17:58, der udplacerede Tadeas Galansky, inden Victor Gubars gjorde ham kunsten efter blot 63 sekunder senere, hvor den tjekkiske keeper ikke have meget opbakning fra sine holdkammerater.

8-6 hed skudstatistikken i White Hawks' favør efter første periode, men hjemmeholdet førte 2-0.

Anden periode blev indledt med et brændt Rungsted-straffeslag eftrerfulgtpowerplay til White Hawks, og endnu en udvisning til hjemmeholdet gav også 30 sekunder med to spillere i overtal. Det så længe håbløst ud, men på en lidt utraditionel overtalsscoring fik WH alligevel reduceret til 1-2.

Hjemmeholdet nåede ikke ordentligt på plads. Det gav gæsterne en to mod en situation. Alexander Lunsjo fandt Jared Freadrich ved modsatte stolpe, og backen klappede til pucken første gang og sendte den op i målhjørnet. Det var Jared Freadrichs anden scoring i slutspillet. Den 27-årige canadier har scoret to ud af tre WH-mål i kvartfinaleserien. Han har kun lavet tre mål i hele sæsonen. Nu er han pludselig WH-topscorer i slutspillet.

Det er typisk nordamerikansk mentalitet at steppe op i slutspillet, mens svenskerne går helt i stå. Vi må håbe, at sportschef Kasper Kristensen henter flere spillere fra USA og Canada til sæsonen 2025/2026.

Kort efter var det Anton Stenbakkens tur til at brænde nok en kæmpe mulighed foran mål, og midtvejs i perioden stod stolpen så i vejen for frederikshavnerne. Sukkene fra de 130 fans, som overværede kampen på storskærm i Nordjyske Bank Lounge hjemme i Frederikshavn, kunne næsten høres i Concordium Arena.

Det var faktisk tættere på 2-2 end 3-1 resten af anden periode, men de offensive spillere mangler simpelthen noget vildskab. De kommer for sjældent først på returen. Omvendt står Rungsted stærkt og vågent foran velspillende David Grubaks mål.

Skulle man tro skudstatikken på 17-6 til White Hawks efter 40 minutter, havde Rungsted ingen afslutninger inden for målrammen i anden periode.

Santeri Suistio måtte tidligt i tredje periode tage plads i straffeboksen. Det var WH's første udvisning i kampen. Høgene fik dog den største chance. Pucken lå i målfeltet, og Jesper Thörnberg skulle bare sætte den i det tomme mål, men brændte.

Det er ikke forkert at påstå, at man bør kræve mere fra de offensive WH-profiler, som virker helt væk i denne serie. Det er nu, at det er sjovt at være ishockeyspiller, men det kan ikke ses på isen.

Som perioden skred frem, var tiden mere og mere imod White Hawks, og det blev ikke nemmere af en tåbelig udvisning - langt fra spillet - til Jaeden Martin. Udvisningen kostede en 3-1-scoring i det efterfølgende Rungsted-powerplay.

Backen er populær i White Hawks for sit fysiske spil, og det er en fornøjelse at se på, men omvendt har han også været en dyr herre flere gange, og her burde svenskeren være klogere og ikke give dommeren muligheden for dømme disse "unødvendige" udvisninger.

Tadeas Galansky blev hurtigt taget ud, men en fejlpasning satte det endelig søm i kisten, da pucken blev sendt i det tomme mål til 4-1.

Nu tikkede uret ikke bare imod et nederlag i den tredje kvartfinale, men også imod en tidlig i sommerferie fredag. Det nytter desværre intet, at gæsterne vandt skudstatistikken med 24-13.

Bagud 0-3 i kampe og med den skuffende offensive indsats og trænerens manglende værktøjer til at kunne løse problemet ligner det en umulig opgave for høgene at komme tilbage. Det vil også være første gang, at det sker i Danmark, at et hold kommer tilbage fra 0-3.

Fjerde kamp spilles fredag aften i Nordjyske Bank Arena. Der er gratis entre. Lad os håbe, at høgene bliver båret frem og får det føringsmål, som holdet virkelig trænger til.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...