255 gæster til festlig generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening
Frederikshavn Teaterforening holdt et bragt af en generalforsamling. 255 gæster mødte op og var med til at sætte scenen for sæson 25/26.
Den ordinære generalforsamling blev styret effektivt af Mogens Damm, der med vanlig sikkerhed fik alle ført frem til formandens beretning, regnskab, budget og valg.
I formandens beretning kom Lilly Pedersen ind på, hvor vigtigt det er, at vi står sammen om at sikre kulturen de bedst mulige vilkår, og hvor vigtigt det er, at vi sammen får øje på hinanden og sikrer, at ingen skal sidde alene tilbage, hvis man bare gerne vil være en del af noget.
- Ensomhed er en voksende tendens i det danske samfund, og her kan kulturen gøre en forskel, mener Lilly Pedersen.
Frederikshavn Teaterforening er meget aktiv og har masser af lokale samarbejdspartnere og gør en stor indsats for at skabe muligheder for alle, der gerne vil teater og kultur generelt.
Regnskabet viser, at det er en forening med styr på finanserne, og at der skabes oplevelser for pengene.
Efter den ordinære generalforsamling blev årets brochure delt ud, og man fik et glas eller en vand og kom så ind i salen igen for at nyde en gennemgang af sæsonen fremført af Jesper Lundgaard.
- Jesper fik os smukt og meget informativt igennem sæsonen, og undervejs fik vi nogle dejlige sange. Jesper blev akkompagneret af Pojken på klaver, oplyser formanden.
Der blev bestilt mange billetter, inden aftenen var helt slut.
Bestyrelsen konstituerede sig med genvalg til alle. Således er formanden stadig Lilly Pedersen, næstformand Erik Salling, sekretær Linda Steengaard og kasserer Bente Olesen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er Betty Rode og Bente Bonnevie. Suppleanter er Mia Westerberg og John Kristensen.
Den nye brochure kan hentes ved formanden på Kragholmen 200,1. t.v., Frederikshavn. Den står udenfor døren, og det samme gør den ved kasserer Bente Olesen, Peder Munks vej 68, Sæby.
Løssalget starter primo april.