Gå til hoved-indhold
18. marts 2025 - kl. 09.03

​​​​​​​Skal levere 100 Nissan-elbiler til hjemmeplejen i Frederikshavn Kommune

  • 1 af 2
    Direktør Jesper Brix, Pedersen & Nielsen Automobilforretning, og Jytte Egetoft, centerchef i Frederikshavn Kommune, har netop underskrevet aftalen.
  • 2 af 2
    Hjemmeplejerne i Frederikshavn Kommune skrifter til elbiler senest fra 1. oktober.
Af: Michael Frederiksen

Pedersen & Nielsen Automobilforretning i Frederikshavn har vundet et stort udbud og skal senere i år levere 100 Nissan Ariya elbiler til Center for Sundhed og Pleje. De nye biler bliver en vigtig del af kommunens transportløsning og vil fra 1. oktober 2025 sikre, at medarbejderne i Center for Sundhed og Pleje bliver godt kørende i nye og driftssikre køretøjer.

Direktør hos Pedersen & Nielsen Automobilforretning, Jesper Brix, understreger betydningen af aftalen:

- Vi er utrolig stolte over at have vundet dette udbud og ser frem til at levere de 100 Nissan Ariya senere i år. Det at vi kunne imødekomme kommunens ønsker til de kommende hjemmeplejebiler og samtidig sikre lokal service på vores autoriserede værksted er en stor anerkendelse af vores ekspertise og service, som vi sætter meget stor pris på.

Direktøren tilføjer, at de mange Nissan-biler i lokalområdet er en god og vigtig start på Pedersen & Nielsens Nissan-repræsentation i Frederikshavn.

Udover selve leveringen af de 100 elbiler omfatter aftalen også service og vedligeholdelse af bilerne på Pedersen & Nielsens autoriserede Nissan-værksted i Frederikshavn de kommende fire år. Dette sikrer kommunen en stabil og langsigtet løsning med minimal nedetid for bilerne.

Jytte Egetoft Thøgersen, Centerchef for Sundhed og Pleje i Frederikshavn Kommune, ser frem til samarbejdet:

- Med valg af elbil understøtter vi kommunens mål for bæredygtighed og klimansvarlighed. Vi har valgt den bil, der viste sig at være billigst og bedst i indkøb og test.

Aftalen blev officielt underskrevet 11. marts, og nu venter en omfattende planlægningsfase for Pedersen & Nielsen. De mange elbiler skal gøres klar til levering efter sommeren, så de er fuldt operationelle inden 1. oktober 2025.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...