Gå til hoved-indhold
19. marts 2025 - kl. 13.03

Har vi virkelig råd til at afvise børnefamilier?

  • 1 af 1
Af  Lone Haugaard og Mette Hardam

Byrådsmedlemmerne Lone Haugaard og Mette Hardam (begge V) har skrevet dette indlæg: Nogle vil mene, at det handler om penge. At vi ikke har råd. Nogle vil mene, at det ikke er muligt. At vores regler ikke skal laves om. Atter vil nogle – onde tunge – påstå, at det handler om sognerådspolitik. At det er valgkamp.

Men uanset, hvordan man vender og drejer spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt at afvise mindre søskende til børn i vores skoler med besked om, at de skal finde en anden skole, så står over alt andet: BOSÆTNING!

For hvis vi ikke behandler børnefamilier godt, hvordan skal vi så kunne ændre den katastrofale bosætningskurve, som Frederikshavn Kommune har?

Vi ligger i den absolutte bund i forhold til antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder – og ja, det er faktisk den aldersgruppe, som har børn i folkeskolen!

For trivslen er det afgørende, at man er tryg i sin hverdag og ved, at når man begynder i børnehaven, kan man følges med sine venner i skole. Skolestart er i forvejen et kæmpe skridt for en purk på seks år. At familien bliver tvunget til at dette skridt skal være ud af et kendt miljø og ind på en anden skole, end den hvor søskende går - uden vennerne og uden de gode overgange og samarbejder mellem skole og daginstitution - må alt andet lige være angstprovokerende.

Det kan vi ikke være bekendt på det menneskelige plan.

Andre steder i Danmark kan man godt finde ud af det; at garantere at søskende kan gå på samme skole.

 Fx i Købehavn Kommune Skriv op til skole og fritidsinstitution | Københavns Kommune.

Søskendegaranti
"Der er indført søskendegaranti i Københavns Kommune. Det betyder, at du som forælder har krav på at få dit barn optaget på distriktsskolen eller på en anden skole, hvis barnet i forvejen har en søskende indmeldt der - også selvom I ikke bor i Københavns Kommune. Halvsøskende og sammenbragte børn har samme ret til søskendegaranti. Søskendegarantien gælder kun ved indskrivning til børnehaveklasse.”

I Frederikshavn Kommune tales der meget om at ”tale kommunen op” og dele de gode historier. Vi er med på at fejre det, som kan fejres – men med den anden hånd bliver vi simpelt hen nødt til at løse det, der skal løses, så Frederikshavn Kommune ikke ender et sted, hvor vi tror, at vi kan leve af at fortælle hinanden, at det ser godt nok ud, det hele.

Koster det noget at oprette en ekstra klasse, der er behov for i dette tilfælde? Ja, det gør det, men det koster mere, at vi fortsætter den kurs med et stadigt faldende antal unge og voksne. Vi skal investere for at kunne blive reelt attraktive, og Venstre vil nu tage sagen op i byrådet, så hele byrådet må tage stilling til, om vi skal begynde at handle på at gøre kommunen attraktiv.

Det er nødvendigt at lytte til de borgere, som vi så gerne vil tiltrække og fastholde. Det gør de for eksempel i Thisted Kommune Forældre gik til kamp mod skolestruktur – nu ser de ud til at få deres vilje | TV2 Nord, hvor de nu arbejder på at ændre et skoledistrikt, som ikke passer til forældrenes ønsker.

Slut med at lukke os om os selv. Lad os ikke være bange for inspiration udefra. Lad os også i handling vise at vi faktisk mener det med øget bosætning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...