Gå til hoved-indhold
17. marts 2025 - kl. 00.03

SIND-festival: Fortæller om sin rejse ind i ludomaniens gribende klør

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Tirsdag 25. marts kl. 19.30 kan du deltage i et inspirerende og oplysende foredrag om ludomani med Marcus Kondrup Nielsen i Maskinhallen i Frederikshavn. Arrangementet er en del af SIND-festivalen i uge 13, som sætter fokus på mental sundhed og vigtige emner indenfor mental trivsel.

Marcus Kondrup Nielsen vil dele sin personlige historie som tidligere ludoman og give et indblik i de udfordringer, han har stået overfor. Hvem er bedre til at fortælle om ludomani end én, der selv har oplevet det på tæt hold?

I foredraget vil Marcus Kondrup Nielsen fortælle om sin rejse ind i ludomaniens gribende klør og den lange og svære proces med at komme ud af dem igen. Han deler sin erfaring med de løgne, han måtte fortælle og de valg, han tog, mens han var fanget i afhængigheden. Det bliver en stærk og rørende fortælling, som ikke blot skildrer et mørkt kapitel i hans liv, men også viser, at der altid er håb og en vej tilbage, uanset hvor håbløs situationen kan synes.

Selvom Marcus Kondrup Nielsen har formået at kæmpe sig fri, efterlader fortiden sine spor, og han vil åbent dele de ar, som afhængigheden har sat i ham. Det er en historie om mod, forandring og håb, som forhåbentlig kan inspirere andre til at tage ansvar og finde vej ud af deres egen kamp.

- Dette er en enestående mulighed for at få indsigt i en alvorlig afhængighed og de konsekvenser, den kan have på både en selv og ens nærmeste. Vi opfordrer alle interesserede til at deltage i foredraget og få vigtige perspektiver på ludomani og afhængighed, lyder det fra forperson Rikke Rugholt fra den lokale SIND-afdeling.

Billetter til foredraget kan købes her. Prisen er 50 kroner, inklusiv gebyr.

Læs mere om SIND-Festivalen her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...