Enhedslistens topfigur besøger på lørdag Sæby og Frederikshavn
Enhedslisten Frederikshavn-Læsø får på lørdag 22. marts besøg af politisk ordfører Pelle Dragsted. Han kommer både til Frederikshavn og Sæby.
Pelle Dragsted har afsat en del tid til besøget, der begynder som et medlemsarrangement. Pelle Dragsted har et ønske om at komme ud og besøge så mange afdelinger som muligt - og også gerne se nogle lokale tiltag.
Der lægges ud i Sæby kl. 10.00 i Retfærdigheden, hvor forperson Alice Malling Thaarup fortæller om baggrunden for huset.
Senere serveres frokost, og medlemmerne af afdelingen vil have mulighed for at få en dialog med deres politiske ordfører.
- Enhedslisten har jo været igennem intern splid og større diskussioner, som kulminerede med et ekstraordinært årsmøde i 2024, og nogle medlemmer tilhørende grupperingen "Rødt Venstre" valgte at forlade partiet. Pelle Dragsted ønsker at lytte til alle medlemmer ovenpå dette forløb, siger kontaktperson John Søndergaard, Enhedslisten Frederikshavn-Læsø.
Lørdag kl. 12.00 er der offentligt møde, hvor alle er velkomne i Maskinhallen i Frederikshavn. Her vil der være mulighed for at stille spørgsmål.
Pelle Dragsted vil desuden holde oplæg om sine politiske visioner for et mere retfærdigt samfund. Han vil blandt andet tale om partiets indsats for at bekæmpe ulighed og klasseskel samt skabe et samfund med større frihed, tryghed og muligheder for alle – ikke kun de få.
Kl. 13.30 skal Pelle Dragsted videre til Hjørring. Der vil derefter være mulighed for at møde de lokale kandidater til byrådet i Frederikshavn og stille spørgsmål til dem.