White Hawks har hverken spille- eller energimæssigt ramt det krævede niveau
Syv nederlag i otte kampe i denne sæson er Frederikshavn White Hawks' bedrøvelige statistik mod Rungsted Seier Capital. Søndag eftermiddag tabte White Hawks med 2-5 på hjemmebane i den anden kamp i kvartfinaleserien, hvor nordsjællænderne nu fører 2-0. "Slutspillet er noget helt andet end grundspillet", har meldingen lydt fra White Hawks den seneste uges tid. Det er desværre ikke til at se på isen.
Forventningerne var høje i WH-lejren efter fire flotte sejre som afslutning på grundspillet, men høgene har desværre hverken spille- eller energimæssigt ramt det høje niveau, som er nødvendigt for at slå Rungsted Seier Capital.
Gæsterne fra Sjælland er hurtigere, mere ivrige og farligere end Frederikshavn, og indtil videre har Rungsted overraskende også haft den dygtigste målmand.
Sygdom har forstyrret White Hawks' forberedelser til kvartfinaleserien, og fredag var Christopher Frederiksen ikke med i bussen til Nordsjælland. Han var dog tilbage i eftermiddagens opgør, hvor kæderne derfor var de velkendte, som cheftræner Fredrik Johansson har satset på den seneste måneds tid.
Desværre kom høgene bagud allerede i kampens andet minut. Marc-Olivier Roy sendte i skulderhøjde pucken forbi Tadeas Galansky. En rigtig øv-start.
Men hjemmeholdet kom stærkt igen og udlignede i powerplay i tiden 8:03. Jared Freadrich scorede højt i målet. Netop den slags skud ønsker Fredrik Johansson flere af, når David Grubak står i Rungsteds mål.
Christopher Frederiksen havde et par fine chancer for at bringe White Hawks foran, men stillingen forblev 1-1 efter 20 minutter.
Ligesom fredag aften var det en åbningsperiode, som Frederikshavn burde have fået mere ud af.
I anden periode scorede gæsterne til 1-2 efter små fem minutter. WH's førstekæde kunne ikke få pucken ud af zonen og endte med at blive udspillet på kryds og tværs, hvorefter Theo Keilin nemt passerede en prisgivet Tadeas Galansky.
I tiden 32:12 øgede Rungsted til 1-3. Det så alt for nemt ud, da gæsternes Andreas Schou Nielsson afsluttede mod mål, og Mads Falborg Iversen smadrede en stav i raseri, da han snorksov på returen fra Tadeas Galansky. Backen havde alle muligheder for at slå pucken væk, men gjorde intet. Andreas Schou Nielsson sagde tak og sendte pucken i nettet.
Den slags scoringer sker i september, når sæsonen er ung, men ikke i marts, når der står slutspil på programmet, og det gælder liv eller død.
To udvisninger til Rungsteds Morten Jensen var en gylden chance for høgene til at komme tilbage i kampen, men hjemmeholdets powerplay var uskarpt. Kun Christopher Frederiksen var for alvor tæt på. Han var til gengæld også med få sekunders mellemrum ved at koste dyrt i den anden ende, da han sløsede med pucken i egen zone - endda i overtal.
En skuffende anden periode af høgene.
Rungsted Seier Capital indledte tredje periode bedst og var i et par situationer tæt på øge føringen.
White Hawks svarede igen efter små fem minutter med et fint tryk, men David Grubak har indtil videre - set med WH-øjne - vist sig som en irriternde god målmand i slutspillet.
Hjemmeholdet havde svært ved at få det momentum, som de 1605 sukkede efter, og det blev ikke nemmere, da Mads Falborg Iversen røg en tur i straffesboksen. Det blev straffet af Morten Jensen, som resolut huggede pucken i nettet, da han modtog en pasning fra bag målet.
Gorm Topholt, som i tredje periode erstattede Thomas Søndergaard, havde med ni minutter igen en kæmpe chance, men han ramte pucken skidt.
En ny udvisning til gæsterne gav en spinkelt håb om et vildt WH-comeback, men drømmen brast, da Mikkel Bertelsen blev udvist i to minutter, og det blev ikke bedre af, at dommerne overså en kæmpe tripping på Arvid Caderoth.
I stedet øgede nordsjællænderne til 1-5 ved Ludvig Elvenes, og straks efter havde Rungsted en friløber, som Tadeas Galansky reddede. Puha, det var hårdt at være vidner til for hjemmeholdets tilskuere, og udvandringen var nu begyndt.
En del tilskuere så således ikke Alexander Lunsjös reducering til 2-5, assisteret af Jared Freadrich.
Tredje kamp spilles på tirsdag i Hørsholm, inden Rungsted kommer til Frederikshavn på fredag.