Gå til hoved-indhold
09. december 2023 - kl. 10.12

VM i Singapore: Tre mål af Blackhawks-spillere, men Danmark tabte 3-7 til Polen

  • 1 af 3
    Sofia Frederiksen scorede to af Danmarks mål i 3-7-nederlaget til Polen. Foto: IFF
  • 2 af 3
    Massør Jakob Buhrkall blev hyldet for deltagelsen i sit 10. floorball-VM. Foto: IFF
  • 3 af 3
    Sofia Frederiksen, Frederikshavn Blackhawks, blev kåret til Kampens Spiller.
Af: Kanal Frederikshavn

Danmark tabte søndag morgen (dansk tid) 3-7 til Polen ved VM i floorball for kvinder i Singapore. Dermed kommer Danmark - med hele otte Blackhawks-spillere i truppen - ikke med til The World Games i Kina i 2025.

 

På trods af flere skavanker og den meget hårde fysiske kamp i går mod Tjekkiet, var alle spillere klar fra start. Inden kampen blev holdets massør, sæbynitten Jakob Buhrkall, hyldet for sin 10. VM-deltagelse.

Første periode var meget jævnbyrdig. Man kunne godt fornemme, det ikke kun var er en kamp om en god placering til VM, men også en kamp, der skulle vindes for stadig at have muligheden for at tage den sidste europæiske plads til The World Games i Kina i 2025. Polens afslutninger sad dog inden for rammen, hvor Danmark ikke var lige så træfsikre. Men to gode målmænd sørgede for, at stillingen efter første periode stadig var 0-0, og spændingen var intakt.

Anden periode bar præg af nogle underligt tynde to minutters udvisninger til begge hold. Allerede efter cirka to minutter kom den første udvisning til Polen, Danmark fik spillet sig frem til et par gode chancer - dog uden mål.

Kort efter var det Danmarks tur til at indtage straffeboksen. Det stod hurtigt klart, at det er en dårlig ting at komme i undertal mod Polen, for de skulle kun bruge 19 sekunder til at bringe sig foran. I periodens slutning kom periodens tredje udvisning til Danmark, og igen var Polen skarpe og satte den ind til 2-0.

Tredje periode var knap startet, inden den lokale Blackhawks-spiller Sofia Frederiksen reducerede til 2-1, men allerede to minutter efter, blev Danmark igen ramt af en tynd udvisning, som blev omsat til endnu et mål af Polen, holdets tredje scoring i powerplay. Det blev også til 4-1, inden Blackhawks' Esther Thomsen reducerede til 4-2. Desværre kom Polen yderligere foran, inden cheftræner Søren Frederiksen tog en timeout med seks minutter igen.

Danmark satsede hele butikken og spillede uden målmand. Det blev til et par store chancer, inden Polen scorede i tomt mål. Der faldt yderligere et mål til hvert hold, så kampen endte 7-3 til Polen. Den dobbelte målscorer Sofia Frederiksen blev kåret som Kampens Spiller.

I morgen venter Letland i kampen om syvendepladsen. Kampen spilles klokken 10.00. Kan man ikke sove, kan kampen ses på www.danskfloorball.tv klokken 03.00 dansk tid.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...