Verdensmålsugen i Frederikshavn Kommune afvikles også i 2025
Der bliver også afviklet Verdensmålsuge i Frederikshavn Kommune i 2025. Det har Verdensmålsudvalget netop besluttet.
Beslutningen blev truffet med udgangspunkt i en orientering om Verdensmålsugen 2024. Formålet med Verdensmålsugen er ”at gøre verdensmål til hverdagsmål” for alle borgere i hele kommunen. Formål er indfriet, når den brede befolkning deltager i arrangementerne og får gode oplevelser, der øger bevidstheden om verdensmålene, og hvad man selv kan gøre i hverdagen.
Verdensmålsugen blev holdt for tredje gang fra søndag 1. september til søndag 8. september 2024. Der var programsat 33 arrangementer, der var åbne for offentligheden, samt 10 lukkede arrangementer for skoler, plejecentre med videre. Aktørerne var virksomheder, havne, institutioner, foreninger, kirker, uddannelsesinstitutioner og kommunale centre.
Det er administrationens vurdering, at antallet af arrangementer, arrangementernes geografiske spredning samt arrangementernes indhold set i forhold til emner og målgrupper var passende.
Aktørerne blev efterfølgende bedt om at evaluere deres oplevelser af Verdensmålsugen. Tilbagemeldingerne var positive, og flere tilkendegav, at de gerne vil være med igen, hvis der holdes verdensmålsuge igen. Der var godt fremmøde til de fleste arrangementer. Virksomhedsbesøgene var populære. Foredraget ”Genopdag din garderobe” samt kokkeskolen for unge var udsolgte, hvilket er særligt glædeligt, da disse arrangementer rettede sig mod en målgruppe, der generelt er vanskelig at få fat i.
Der blev afholdt flere mindre foredrag, men der var ikke et decideret hovednavn. Det lod ike til, at det var savnet. Det lokalt forankrede fungerede godt.
To ud af tre naturarrangementer blev aflyst, hvilket tyder på, at der var for mange arrangementer inden for denne kategori.
Maritim Student samt FGU Vendsyssels genbrugslinje havde egenhændigt koblet sig på Verdensmålsugen, idet eleverne deltog i nogle af arrangementerne som en del af deres undervisningsforløb. Det er oplagt at udbygge sådanne samarbejder, hvis der skal afholdes verdensmålsuge på ny. Det giver god mening at opfordre skoler, aktivitetscentre med videre til at bruge de tilbud, som i forvejen iværksættes i kommunalt regi.