Verdensmålsugen: Handelsskolens elever uddeler Verdens Bedste Nyheder
På Frederikshavn Handelsskole har alle førsteårselever temadag i anledning af Verdensmålsugen. Traditionen tro indebærer det uddeling af avisen Verdens Bedste Nyheder med hjælp fra borgmesteren.
Solen skinner fra en blå septemberhimmel – en passende morgen at uddele Verdens Bedste nyheder på. Klokken har kun lige slået 7.00, men morgenfriske elever fra Frederikshavn Handelsskole er allerede i gang med at uddele avisen Verdens Bedste Nyheder ved banegården, hvor de fra morgenen har fået hjælp af borgmester Birgit S. Hansen.
Hele handelsskolen er involveret i projektet omkring Verdens Bedste Nyheder, og derfor har Viktor Skriver fra 3F på HHX meldt sig sammen med tre klassekammerater til at dele nyheder ud:
- Det er sjovt at lave noget skolerelateret, som er lidt anderledes. Vi har meget om bæredygtighed i skolen, så det er noget, som fylder i vores hverdag. Der er tit fokus på de dårlige nyheder, så vi vil gerne være med til at uddele avisen med nogle positive vinkler på bæredygtighed, siger Viktor Skriver.
Igen i år har eleverne fået følgeskab af borgmester Birgit S. Hansen:
- Jeg har glæder mig til i dag. Solen skinner, og der er fred i Danmark, så man får lyst til at sige, at det er den dejligste morgen i 100 år. Og så er det dejligt at se, at de unge mennesker også engagerer sig i det her vigtige emne, for de skal jo være med til at drive den bæredygtige udvikling i fremtiden,siger borgmesteren.
Verdens Bedste Nyheder er en selvstændig forening stiftet af FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. Hvert år en fredag i september uddeles avisen Verdens Bedste Nyheder, der fortæller om fremskridt og løsninger på klodens udfordringer.
- Vi lever i en verden, hvor mange nyheder er farvet af tung dommedagsretorik. Når unge i dag åbner en avis eller scroller gennem Facebook, så mødes de af nyheder om klimakrise, prepping, krig og så videre. I forbindelse med Verdensmålsugen har vi i en årrække været med til at uddele Verdens Bedste Nyheder, fordi det perspektiv også er vigtigt at få med. Hvordan vi blandt andet lever længere og bedre. Og hvordan to millioner solpaneler blev sat op hver dag i 2023. Det skal sammen med vores Verdensmålsdagsprojekt gøre eleverne mere bevidste om deres rolle i et mere bæredygtigt samfund, siger lektor Katrine Liv Grundtvig.
Det meste af dagen har alle førsteårselever på HHX og EUD og EUX Business på Frederikshavn Handelsskole temadag om verdensmålene. De skal arbejde i deres klasse med forskellige problemstillinger i forbindelse med de 17 verdensmål. De skal for eksempel tage stilling til Australiens klimaproblemer, nedbrydning af plastic samt hvordan fordomme formes ud fra simplificerede historier. I løbet af dagen serveres økologiske og lokale snacks for eleverne.
- Verdensmålsugen er en god anledning til at sætte ekstra fokus på aktuelle problemstillinger i forhold til Verdensmålene. Det er dog ikke kun i denne uge, at verdensmålene spiller en rolle hos os. Vi er meget bevidste om vores ansvar som uddannelsesinstitution til at perspektivere vores undervisning til verdensmålene og give vores elever en nuanceret viden og indsigt i de emner. Så de bærer den viden og et bæredygtigt fokus med sig - også ud i deres senere arbejdsliv, siger Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole.