Tobias Vasant fra Restaurant Sæson dyster i DM i østersgastronomi på Mors
Det er et fornemt selskab, som indehaver af Restaurant Sæson, Tobias Vasant, er havnet i, når stjernekokke dyster i DM i østersgastronomi på Mors. Nummer 1, 2 og 3 fra sidste års konkurrence er med i feltet, og Jack Cramer fra Ruths Hotel er repræsenteret i konkurrencen, når restauranten i Frederikshavn skal forsøge at dyste sig til en god placering i det stærke selskab.
- Jeg er selvfølgelig super glad for at få chancen for at vise, hvad jeg og Restaurant Sæson kan. Samtidig får jeg chancen for at markere Frederikshavn på det gastronomiske landkort, siger Tobias Vasant fra Restaurant Sæson.
Konkurrencen finder sted søndag 15. oktober i forbindelse med den årlige østers- og muslingepremiere på havnen i Nykøbing Mors.
- Det er en skrap konkurrence og både hæder og ære, og jeg har en velovervejet ide om, hvordan jeg skal gribe det an på den kreative måde. Jeg laver en sprød kartoffel vol au vant i en nordjysk fortolkning af en tartelet. Vi har den på menuen i øjeblikket i en anden variant, og det er en ret, som vi får meget ros for af vores lokale gæster, siger den kun 23-årige Tobias Vasant, der er havnet i et stærkt gastronomisk selskab i konkurrencen, hvor i alt otte kokke stiller op.
- Det er en hård liga, som jeg er havnet i med erfarne landsholds- og gourmetkokke. Det sætter selvfølgelig et vist pres, men det er også med til at motivere mig til at yde en god præstation, og jeg håber, at min præstation kan bringe smilet frem hos dommerne, siger Tobias Vasant.
Deltagerne i konkurrencen er restauranterne TRI i Agger, Okê i Skagen, Abstrakt i Hirtshals, Mortens Kro fra Aalborg, Holckenhavn Slot fra Nyborg, Hotel Faaborg Fjord, Café Morville fra Viborg og altså Restaurant Sæson fra Frederikshavn.