Søndag er der igen plantemarked i Bangsbo Botaniske Have
Traditionen tro arrangerer Botanisk Haves Vennekreds plantemarked i byens grønne åndehul søndag 25.august kl. 10.00-13.00. Markedet finder sted på græsplænerne ved Gartnerhuset, og der er selvfølgelig fri entré. Der er personale i Parken til at anvise en stadeplads fra kl. 8.00. Vennekredsen sælger kaffe og kage til særdeles rimelige priser.
Har du overskudsplanter eller andre haverelaterede ting, du gerne vil sælge, så er muligheden der på søndag. Du kan deltage med en stadeplads. Prisen er 100 kroner. Du kan leje borde for 50 kroner pr. stk.
Der er masser af spændende stauder, alpine planter, rododendron, lidt stueplanter samt haverelaterede ting, og der er garanti for, at man kan erhverve sig planter, som man ikke finder i almindelige havecentre og planteskoler.
Der vil være en lille bonsaiudstilling foruden Havens samling. Desuden vil der være Bonsai-entusiaster - såvel garvede som nybegyndere - der vil dele ud af deres erfaringer med pasning og pleje.
Der er folk fra Botanisk Have og Vennekredsen til stede, der hellere end gerne fortæller om Haven og alle de skønne vækster, der trives overordentlig godt i det otte hektar store haveanlæg.
Og det kan man jo nemt overbevise sig selv om ved at tage en rundtur i haveanlæggene, der byder på en mangfoldighed af naturens mange vidundere. Der er også mulighed for at beundre Gartnerhuset og The-husets nye stråtag, der netop er blevet færdige.