Open By Night: Diabetesforeningen laver gratis test for type 2-diabetes
Diabetes kan ramme alle, og 100.000 danskere går uvidende rundt med type 2-diabetes, mens knap en halv million danskere skønnes at have forstadier til den kroniske sygdom. Derfor kører Diabetesforeningen nu rundt i hele landet og tilbyder gratis screening. Fredag holder bussen i Frederikshavn.
Det skønnes, at 1.361 borgere i Frederikshavn Kommune og Læsø render rundt med den kroniske sygdom type 2-diabetes uden at vide det, ligesom over 6.380 af kommunens borgere allerede har forstadier sygdommen (prædiabetes).
- Vi kan ikke længere vente på, at politikerne prioriterer tidlig opsporing og bremser en af de hurtigst voksende sygdomme i Danmark. Derfor tager vi nu sagen i egen hånd og triller ud på landevejene. For diabetes er en stille sundhedskatastrofe. I 2030 ventes mindst 420.000 danskere at have type 2-diabetes, og mange af dem vil først blive opdaget, når alvorlige følgesygdomme har sat ind. Vi skal finde de mennesker hurtigst muligt. Jo tidligere, diabetes bliver opdaget, desto større er chancen for at undgå følgesygdommene, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Diabetesforeningen triller den røde sundhedsbus ind på Rådhuspladsen i Frederikshavn til Open By Night fredag 31. maj.
Her kan alle og enhver fra 10.00 til 17.00 komme forbi og få en gratis test for type 2-diabetes, som består af en digital risikoprofil og eventuelt en lille blodprøve, som bliver analyseret på stedet. Hvis den viser et for højt blodsukker, henvises man til yderligere undersøgelse hos egen læge.
Type 2-diabetes er en af de hurtigst voksende sygdomme i Danmark. I dag lever flere end 325.000 danskere med den kroniske sygdom, og der kommer så mange nye til hver dag, at der i 2030 vil være mindst 420.000 danskere med type 2-diabetes. Det er en stille sundhedskatastrofe.
I 2022 fandt Diabetesforeningen over 2.000 danskere, der uvidende havde type 2-dabetes, og cirka 10.000 mennesker med prædiabetes gennem en kampagne på nettet og via sundhedsbussen.