Gå til hoved-indhold
30. januar 2025 - kl. 14.01

Mindeord for Jan Christoffersen: Jan var FfI'er med et stort hjerte

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Jan Christoffersen er død. FfI Håndbold skriver disse mindeord: FfI Håndbold har været en stor del af Jans liv, inden han blev syg. Med disse ord vil vi gerne sige TAK for indsatsen gennem rigtig mange år. Jan var FfI'er med et stort hjerte, og han var en ildsjæl og har haft mange forskellige poster i klubben.

Jan har været ungdomstræner, bestyrelsesmedlem og formand for FfI. Uanset hvilken post han var på, var Jan en ildsjæl og klubmand, der altid satte klubbens interesser først. Hans dedikation til håndbold og til klubben var tydelig for alle, der havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham.

I 90'erne var Jan med i det kæmpe arbejde, det krævede at have et damehold, som igennem mange år var blandt de bedste i Danmark. Han havde en dejlig humor, og det var altid en fornøjelse at arbejde sammen med Jan, for man vidste, at det, han havde med at gøre, var der styr på. Jan var meget lyttende og god til at få struktur på opgaverne, og han var en uvurderlig ressource i FfI gennem mange år.

Jan havde også en aktiv karriere i klubben, og han var en dygtig bagspiller med et tørt hug, og der blev altid kæmpet til sidste fløjt. Som træner har han haft stor betydning for mange unge spillere, og han var altid engageret på bænken.

Jan vil blive husket og savnet af alle, der har haft fornøjelsen af at kende ham, og vi sender vores dybeste kondolencer til Marianne og resten af familien.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...