Sæsonen er skudt i gang hos Jacobs Fiskerestaurant i Sæby
Jacobs Fiskerestaurant på havnen i Sæby har åbnet for sæsonen 2025. I den forbindelse har den idyllisk beliggende restaurant fået ny hjemmeside og opgraderet de visuelle indtryk i restauranten. Desuden har de lavet gastronomiske tiltag på buffeten, a la carte-retterne samt take-away menuerne, og restauranten har også produceret en stemningsvideo, som kan ses øverst i artiklen.
- Vi åbnede for den nye sæson i forrige weekend og har nu haft to fantastiske uger fyldt med masser af glade og skønne gæster. Vi har inden åbningen i januar lavet en ny indretning af baren, som sammen med buffeten er et iøjnefaldende element i restauranten, og vi har glædet os til at vise gæsterne de nye rammer. Vi er også stolte over at kunne introducere et nyt drinks/cocktail kort, som blandt andet inkluderer en Mojito, Aperol Spritz og selvfølgelig klassikere som Gin-Tonic, fortæller restaurantchef Per Rasmussen.
Jacobs Fiskerestaurant har også brugt vinterpausen på en ny hjemmeside.
- Vi har i løbet af vinteren arbejdet på en ny hjemmeside, som på bedre vis afspejler restauranten, stemningen og råvarerne, ligesom hjemmesiden hjælper os med at underbygge nye tiltag. Der er på hjemmesiden nu muligt at købe gavekort, lave bordreservation og bestille take-away. Vi har jo også mulighed for at huse forskellige selskaber hele året rundt i vores selskabslokale på Havnen 7 på Sæby Havn. De forskellige muligheder kan også ses på hjemmesiden, fortæller Per Rasmussen.
Take-Away-retterne er som de plejer, men Jacobs Fiskerestaurant forsøger hele tiden at udforske og implementere nye retter.
- Vi forsøger hele tiden at eksperimentere med nye gastronomiske tilgange til nye og eksisterende retter - både på buffeten og ved a la-carte retterne. I disse uger udforsker vi nogle nye sovser til vores fisk og nye måder at tilberede udvalgte fisk på. Eksempelvis har vi modtaget positiv respons på vores smørstegte kuller med glaseret løg og tomat og vores ovnbagte rødfisk med en ny sennepssauce baseret hovedsageligt på smør. Begge er at finde i den varme afdeling af buffeten, fortæller souschef Andreas Grøn Franksen.
Jacobs Fiskerestaurant er også aktive på Facebook og Instagram.
- Vi er selvfølgelig også at finde på de sociale medier, hvor vi allerede har mange spændende ideer. I forhold til Facebook har vi allerede lagt årets første tilbud ud, og på Instagram vil man kunne følge med i nogle af de kreative visuelle indtryk vi skaber, både i restauranten og ude i køkkenet. Derudover vil der selvfølgelig blive afholdt forskellige konkurrencer i løbet af sæsonen for yderligere at interagere med vores gæster og følgere, siger Andreas Grøn Franksen.
Fiskerestauranten har samtidig fået lavet en flot video, som du kan se øverst i artiklen.
- Vi er selv yderst tilfredse med resultatet. Filmen viser restauranten udefra samt livet i både vores travle restaurant og køkken. Filmen har også til formål at visualisere den stemning, man kan forvente, når man besøger restauranten, fortæller Per Rasmussen.