Gå til hoved-indhold
30. januar 2025 - kl. 00.01

Essens Gaarden står til at få afslag, når sag behandles i næste uge

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Essens Gaarden og Agrio søger nu Frederikshavn Kommune om landzonetilladelse til ændret anvendelse af dele af ejendommen på Hestvangsvej 14 ved Understed til restaurationsdrift. Sagen behandles politisk i næste uge. Center for Teknik og Miljø indstiller, at der gives afslag på ansøgningen, som den foreligger.

Ansøgningen vedrører stuehus, herunder lovliggørelse af en mindre tilbygning af et kølerum, en driftsbygning, der skal anvendes som selskabslokale til større arrangementer, en nyetableret mindre jordkælder (råvarelager) samt arealer til udeservering og parkering.

Essens Gaarden drev restaurant uden tilladelse, hvorfor der i august 2024 blev udstedt et varsel om påbud om lovliggørelse til både ejer (Agrio) og lejer (Essens Gaarden) af ejendommen. Kommunen fulgte i september 2024 op med et påbud om ophør af restaurationsdriften til lejer og lovliggørelse af den ændrede anvendelse af bygninger og areal til ejer af ejendommen.

Essens Gaarden har efterkommet påbuddet, da restaurationsdriften er ophørt. Indtil videre driver Essens Gaarden en popup-restaurant i Havnegade i Frederikshavn.

Nu har Agrio fremsendt en ansøgning til kommunen. Den er en del af den nødvendige lovliggørelse fra ejers side, hvis driften skal genoptages. Foruden landzonetilladelse forudsætter lovliggørelse også byggetilladelse, spildevandstilladelse, adgangstilladelse, dispensation fra fortidsmindebeskyttelse samt afklaring af nødvendige tilladelser efter landbrugsloven fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Agrio lægger i ansøgningen vægt på, at restaurationen giver området aktivitet, positiv omtale og arbejdspladser. Dertil lægges der vægt på måden restaurationen drives på - "fra jord til bord"-konceptet).

Administrationen vurderer, at en landzonetilladelse til det ansøgte strider mod landzonereglernes formål og hidtidige praksis, hvorfor det anbefales, at der gives afslag på ansøgningen, som den foreligger. Imødekommes ansøgningen alligevel vil man med tilladelsen sætte en ny retning for restaurationer i det åbne land.

En restaurationsdrift som ansøgt vil ifølge administrationen formentlig kunne placeres inden for planlagte områder i by eller landsby, da der ikke med det ansøgte materiale er særlige forhold, der kræver placering i det åbne land. Ifølge lovvejledning og hidtidige praksis skal sådanne ansøgninger behandles restriktivt og praksis er afslag.

Indeholdt ansøgningen køkkenhavearealet og en udvidet anvendelse til også at kunne anvende bygninger og arealer til formidling og kursus/undervisningsaktiviteter, ville det indebære et mere klart behov for en placering i det åbne land.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...