Gå til hoved-indhold
30. januar 2025 - kl. 10.01

Skaldyrshuset i Ålbæk vinder Vækst & Vilje Iværksætterprisen

  • 1 af 1
    En stolt ejer og iværksætter Rikke Mathiesen, Skaldyrshuset i Ålbæk, sammen med Karl-Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervrsråd.
Af: Michael Frederiksen

Drømmen om et oplevelsessted omsat til virkelighed blev i formiddag præmieret, da Skaldyrshuset i Ålbæk - med klapsalver fra 250 erhvervsfolk i Det Musiske Hus i Frederikshavn - modtog Vækst & Vilje Iværksætterprisen.

Der ligger rigtig mange tanker bag vinderen af dette års Iværksætterpris. Skaldyrshuset i hjertet af Ålbæk er ikke en almindelig café. Det er et oplevelsessted. I skaldyrsbaren er der et helt særligt fokus på skaldyr af højeste kvalitet. I vinbaren serveres egen importerede vine fra Spanien, og i livsstilshuset kan man forkæle sig selv med tøj og smukt design fra nøje udvalgte brands.

- Der ligger en helt klar strategi bag vores unikke koncept. Vi skal tilføre noget nyt til Ålbæk, nye og anderledes tilbud til både turister og lokale borgere, men det skal ske i respekt for de andre lokale virksomheder. Det er baggrunden for vores smalle og nøje udvalgte sortiment. Er det andre oplevelser eller varer, vores kunder ønsker, henviser vi dem til vores dygtige kollegaer andre steder i byen, fortæller en stolt ejer og iværksætter Rikke Mathiesen.

Det er en tilgang, der får smilet frem hos formanden for Frederikshavn Erhvervsråd, Karl-Erik Slynge, der i dag var på scenen for at overrække Vækst & Vilje Iværksætterprisen til Skaldyrshuset.

- Det er netop denne form for samarbejde og respektfulde tilgang til sine kollegaer, der skaber den stærke synergi, vi har brug for, hvor lokale butikker hjælper hinanden og bidrager til hinandens økonomi og udvikling. I Ålbæk betyder det både mere liv og udvikling af byen som turistdestination. Et eksempel til efterfølgelse, mener erhvervsrådets formand.

På scenen afslørede erhvervsrådets formand også, at det havde været rigtig svært at vælge blandt de nominerede iværksættere, hvem der skulle hædres med Iværksætterprisen, et diplom og en statuette af den lokale billedhugger Christian Svendsen.

- Fælles for de nominerede er, at deres initiativ og drivkraft har potentiale til at skabe noget helt særligt, De gør ikke bare en forskel. De repræsenterer håb og innovation, som er med til at styrke vores fælles erhvervsliv. Det er præcis dét, vi har brug for, sagde Karl-Erik Slynge ved prisuddelingen.

De nominerede til Iværksætterprisen 2024:
Nordic Yacht Service / Ålbæk Værft
Skaldyrshuset
Racket Group
Yacht Service North
Norhvin
Svalereden Strand Camping

Om Vækst & Vilje Iværksætterprisen:
Det er i år 15. gang, at iværksætterprisen tildeles en virksomhed eller virksomhedsleder, som inden for de seneste fem kalenderår har etableret eller overtaget en virksomhed i Frederikshavn Kommune og derigennem bidraget positivt til den erhvervsøkonomiske udvikling.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...