Region Nordjylland får over 26 millioner kroner af Melsen Fonden
Med en donation på over 26 millioner kroner fra Melsen Fonden styrker de nordjyske hospitaler brugen af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet. Ni nye løsninger skal være med til at bringe Region Nordjylland i front på området, og forskningsprojekter skal være med til at samle erfaringer om effekten af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet.
Region Nordjylland og Melsen Fonden har indgået et samarbejde for at sætte Region Nordjylland i front, når det kommer til brugen af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet.
Melsen Fonden har med en donation på over 26 millioner kroner støttet, at regionen over de næste fire år kan implementere ni nye løsninger på hospitalerne samt støtte til forskning i brugen af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet i samarbejde med Aalborg Universitet.
I dag bruger Region Nordjylland blandt andet kunstig intelligens til at undersøge scanningsbilleder fra skaderøntgen. Kunstig intelligens anvendes desuden til den første undersøgelse af billederne ved brystkræftscreening og sorterer dem, så flere billeder kan nøjes med at blive valideret af en enkelt læge og ikke som tidligere to læger. Melsen Fondens midler er med til at fortsætte de projekter samt sætte fart på endnu flere løsninger med kunstig intelligens.
- Hele regionsrådet er glade og taknemmelige for, at Melsen Fonden med den her donation vil hjælpe og sætte skub i udviklingen og brugen af kunstig intelligens på vores hospitaler, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V) og fortsætter:
- Vi er nødt til at tænke smartere og arbejde mere effektivt i sundhedsvæsenet for at løse de mange udfordringer, vi står overfor. Her kan kunstig intelligens være en rigtig god hjælper til at gøre arbejdet nemmere for vores dygtige personale i hverdagen. Donationen sætter os helt i front i Danmark, når det kommer til indføre kunstig intelligens på hospitalerne.
Melsen Fonden er glad for at kunne understøtte og udvikle det nordjyske sundhedsvæsens brug af kunstig intelligens med donationen.
- Vi er glade for, at vi endnu en gang kan støtte Region Nordjylland med at udvikle og forbedre sundhedsvæsenet til gavn for alle nordjyder. Vi er spændte på at se resultaterne af løsningerne i praksis og stolte af at kunne hjælpe med at sætte Nordjylland på landkortet, når det kommer til brugen af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet, siger Anker Laden-Andersen, formand, Melsen Fonden.
De ni konkrete løsninger, som skal implementeres over de kommende år, kommer mange afdelinger og specialer til gode. At tænke smartere og bruge yderligere teknologiske løsninger er et grundvilkår for fremtidens sundhedsvæsen.
- Det er nødvendigt for et fremtidssikret og robust sundhedsvæsen, at vi fokuserer på at integrere avancerede teknologier, herunder kunstig intelligens og digitale værktøjer, der kan optimere patientbehandlingen og forbedre arbejdsgange, siger Klaus Larsen, direktør for Digitalisering og IT, Region Nordjylland.
Løsningerne grupperer sig inden for tre temaer – diagnostik, kræftområdet og patientpleje. Regionen vil bl.a. bruge kunstig intelligens til at sikre tidligere opsporing af sygdom og mere præcise diagnoser og behandlinger til at monitorere patienters vitale værdier og advare sundhedspersonalet om eventuelle forværringer i patientens tilstand.
Ud over de konkrete løsninger er der også midler til forskning i brugen af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet. Det skal ske i samarbejde med Aalborg Universitet.