Marie Frank var god til at kommunikere ud til publikum i Maskinhallen

Marie Frank slog igennem i 1999 med albummet ”Ancient Pleasures”, hvorfra singlen ”Symptom of My Time” blev grovspillet i radioen. I 2001 kom albummet ”Vermilion”, der gav hende en guldplade. I 2003 havde hun også stor succes med ”Whoops Wrong Daisy”, men siden har der været relativt stille omkring hende.

Men nu er hun tilbage med et nyt album ”Vel undervejs”, der også udgjorde en stor del af koncerten. Første nummer var ”Hvem ved hvad vej det går” fra det nye album, og det var måske en passende indledning, for dels kunne man fornemme, at de tre musikere i bandet gav Marie Franks sange mere kant, men samtidig virkede de meget lukkede omkring sig selv, og selvom de naturligvis var backing, kunne man godt ønske sig, at de havde trådt lidt mere frem fra anonymiteten.

Franks sange handler om stort og små i livet, men desværre druknede hendes sang i lydbilledet i første sæt. Ærgerligt, da teksterne jo var det, man gerne skulle kunne høre. I første afdeling vil jeg især fremhæve ”Tiderne skifter” og ”Under Water”, der med sit elektroniske lydunivers og masser af delay engang gjorde nummeret til et dancehit på Ibiza.

Efter pausen var der rettet op på lyden, og nu stod sangene langt mere klare. Første nummer efter pausen var ”Whoops Wrong Daisy”, hvor Marie Frank spøgefuldt fortalte, at hun længe ikke ville synge sangen, efter Prins Henrik havde erklæret, at han ikke ville begraves med sin ”Daisy”. Men nu var den med i et tæt arrangement og vakte tydeligt genkendelse hos publikum.

I det hele var Marie Frank god til at kommunikere ud til publikum med kommentarer til de enkelte sange og om sine tvillinge Yamaha-guitarer, hvoraf den ene havde fået en slagplade fra en Gibson Hummingbird for, at hun kunne kende forskel på dem.

I den sidste del af koncerten kom guitaristen Anders Pedersen også mere frem, både som vokalist og instrumentalist og så spillede han en forrygende solo på en hidsig speedet mandolin på ”Wonder”.

Sidste nummer var ”Save a Little Love”, en rigtig syng-med-sang og hvor det også lykkedes at få publikum med på sang. Efter et stående bifald kom Marie Frank så frem og gik ned blandt publikum og spillede og sang det gamle hit ”Symptom of My Time”, hvor hun fik blandet linier fra Stones’ ”You Can’t Always Get What You Want” og Søren Kragh Jacobsens ”Mona” ind i – et sjovt og opfindsomt gimmick. Herefter gik det samlede band og Marie på scenen og sluttede aftenen med ”Last Goodbye”.

Alt i alt en OK aften, hvor sidste halvdel heldigvis fik rettet op på lyden, så vi kunne høre sangene.