Gå til hoved-indhold
22. februar 2025 - kl. 00.02

Mikkel Bertelsen: - Det var sæsonens bedste kamp

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

- Det var sæsonens bedste kamp, siger den dobbelte målscorer Mikkel Bertelsen efter 5-1-sejren fredag aften over de danske mestre fra SønderjyskE.

- Vi spiller godt i dag. Vi spiller en rigtig god første periode, hvor det er misvisende, at vi kun fører med én. Anden periode har vi haft problemer med igennem hele sæsonen, men der spiller vi også godt, og så lukker vi festen i tredje periode.

Mikkel Bertelsen scorede til 2-0 og 4-1, og han lægger ikke skjul på, at det var en skøn aften i Nordjyske Bank Arena.

- Det er meget dejligere at spille sådan her. Det må jeg ærligt indrømme, og nu håber vi, at folk kommer tilbage til næste hjemmekamp, lyder det fra Mikkel Bertelsen.

Han er oppe på 16 mål i denne sæson, og selvtilliden er øget markant efter fredagens festforestilling.

- Det er klart, at det er nemmere at komme ind i slutspillet med selvtillid. Nu har vi fem kampe tilbage inden slutspillet, og hvis vi spiller, som vi gør i dag, tror jeg, at vi har gode chancer for at vinde dem allesammen, vurderer Mikkel Bertelsen.

Hvad vil du sige om den aflevering, du fik fra Santeri Suistio, hvor du scorede til 4-1?

- Det er godt set. Det må jeg sige. Det er nok en af de bedste afleveringer, der er lagt herude, siger Mikkel Bertelsen.

Den finske back befandt sig i egen zone og serverede en perfekt puck til en helt fri Mikkel Bertelsen.

- Det var en friløber, og jeg havde jo set, hvordan Benker kunne skyde mellem benene på målmanden, så jeg tænkte, at det kan jeg vel også, smiler den målfarlige WH-forward.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...