Konklusioner i advokatundersøgelse offentliggøres på onsdag
Konklusionerne i den længe ventede advokatundersøgelse af Frederikshavn Havn offentliggøres på onsdag 26. februar. Det sker på et ekstraordinært møde, hvor de 29 byrådsmedlemmer er indkaldt.
Økonomiudvalget er indkaldt til møde kl. 9.00, hvor advokatfirmaet Bech-Bruun, der har udarbejdet advokatundersøgelsen, gennemgår rapporten. Der er afsat to timer.
Økonomiudvalget skal tage stilling til eventuelt ansvarspådragende forhold. Det kunne for eksempel være afskedigelser.
Fra kl. 12.00-16.00 præsenteres rapporten for byrådet, herunder overordnede konklusioner, indhold med videre.
Fra kl. 16.00-17.00 er der pressemøde, og fra kl. 17.00-18.00 er pressen velkommen til at stille spørgsmål til byrådsmedlemmerne med flere.
Det er via budgetaftalen aftalt, at man følger de anbefalinger, som advokatfirmaet kommer med omkring ansvarspådragende forhold, således grundlaget er klart omkring Økonomiudvalgets håndtering af eventuelle sager og konsekvenser.
Der udarbejdes en pixiudgave i papir, som bliver udleveret til byrådet efter gennemgangen i byrådet. Den vil efterfølgende blive offentliggjort på hjemmeside og andre steder.
Den samlede advokatundersøgelse vil blive offentliggjort, når den er gennemgået omkring fortrolighedsforhold, navne, forretningshemmeligheder med videre. Det forventes at blive i starten af uge 10.