Gå til hoved-indhold
20. februar 2025 - kl. 12.02

Nu får nordjyder med uoverskuelig gæld mulighed for gratis juridisk bistand

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Mange nordjyske kvinder og mænd får bevilget lån, som de ikke er i stand til at betale tilbage, selv om udbydere af lån er forpligtet til at foretage en grundig vurdering af kundernes privatøkonomi. Den nordjyske fond Melsen Fonden vil nu betale for juridisk bistand til økonomisk trængte nordjyder med henblik på at få vurderet og eventuelt forfølge, om låneaftalen er ugyldig.

En række långivere i Danmark bevilger lån uden at foretage en tilstrækkelig vurdering af kundernes betalingsevne, og derfor havner mange nordjyder i en uoverskuelig økonomisk situation. Det er baggrunden for, at den nordjyske fond Melsen Fonden nu vil dække udgifter til juridisk bistand for nordjyder med henblik på, at de kommer helt ud af dårlige aftaler.

- I forbindelse med nogle af vores andre donationer er vi blevet opmærksomme på, at mange personer desværre ender i økonomiske problemer på grund af dyre forbrugslån, uden at de selv er skyld i det. Selv om långiverne er forpligtet til at foretage en grundig økonomisk vurdering af låntagerne, ser vi desværre alt for tit, at især alternative låneudbydere ikke overholder lovgivningen og derefter bevilger lån på nogle vilkår, der er helt urimelige. Det er groft over for de kvinder og mænd, som det går ud over, siger Stiven Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, og fortsætter:

- Der er mange useriøse virksomheder, som bevilger lån til sårbare nordjyder, der i forvejen er økonomisk trængte på grund af sygdom eller andre omstændigheder, som de ikke selv er herre over. Det betyder, at gælden løber løbsk – blandt andet på grund af alt for høje renter. Det er forkasteligt, at låneudbyderne udnytter personer, der allerede står i en svær, økonomisk situation, og disse mennesker har behov for juridisk bistand til at komme helt ud af aftalerne. Låntagerne har ikke ressourcer til selv at tage kampen op, og vi mener, at dækning af advokatudgifter er den bedste, langsigtede måde at hjælpe på.

Især forbrugslån, såkaldte kviklån eller andre lån med en meget høj rente kan føre til uoverskuelig gæld. Forbrugerrådet Tænk har gennem flere år gjort opmærksom på, at mange forbrugere bliver vildledt, når de optager denne type lån. Lovgivningen er blevet strammet, men det forhindrer ikke aggressive låneudbydere i at lokke forbrugerne i en lånefælde uden at foretage en solid kreditvurdering.

Foreningen Gestus Nord har siden 2013 støttet nordjyske børn og unge fra økonomisk trængte familier, og foreningen har derfor oplevet, hvordan dårlig økonomi er en belastning for hele familien.

- Der er ingen tvivl om, at det har store konsekvenser for børnefamilier at være økonomisk udfordret. Det er en betydelig psykisk belastning for forældrene, og det går ofte også ud over børnene. Dårlig økonomi kan f.eks. medføre, at børnene ikke kan deltage i fritidsaktiviteter som andre børn, og forældrene har ikke råd til ferier, børnefødselsdage, julegaver og lignende, som for andre børn er en selvfølge. Bevidstheden om at være begrænset på grund af forældrenes økonomi sætter sig i mange børn, og det bliver normalt at gå med følelsen af at vælge fra og forsøge at dække over det overfor vennerne. Det er vanskelige livsvilkår for disse børn. Vi bakker derfor op om Melsen Fondens initiativ, for vi ved, at mange familier ikke har råd til ekstra udgifter i en i forvejen stram økonomi, siger Jette Nørsøller Uhrenholt, som er projektleder i Gestus Nord.

De seneste tal fra data- og analysevirksomheden Experian, der driver RKI-registret, viser, at der i august 2024 var registreret 170.000 dårlige betalere i Danmark, og at mellem 2,5 og 4,5 procent af indbyggerne i de nordjyske kommuner var registreret. En del af de nordjyder, som Melsen Fonden vil komme til undsætning, er efter alt at dømme også registreret i RKI.

På Melsen Fondens hjemmeside kan nordjyder søge om at komme i betragtning til juridisk bistand.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...