Skagen Havn styrker sin position som Danmarks største fiskerihavn
Skagen Havn fortsætter sin positive udvikling og cementerer sin rolle som Danmarks førende fiskerihavn. Det viser de seneste tal fra Fiskeristyrelsen.
I 2024 øgede Skagen Havn sin markedsandel med hele fire procent. Således er 60 procent af den samlede mængde landede fisk i Danmark landet i Skagen. Også værdimæssigt har Skagen Havn oplevet vækst i 2024, idet andelen er steget fra 41 til 42 procent.
Selv om den samlede værdi af fiskeriets landinger i Skagen er faldet med 100 millioner kroner - fra 1.710 milliarder kroner i 2023 til 1.607 milliarder kroner i 2024, har Skagen Havn formået at fastholde sin styrke og tiltrække en større andel af landingerne.
Tilbagegangen kan skyldes, at indkøbspriserne på industrifisk og sild er lavere end sidste år. Mængdemæssigt ligger landingerne meget tæt i 2023 og 2024. Mængden af landinger af konsumfisk, rejer og hummere er nogenlunde status quo, mens værdien, særligt på konsumfisk, er steget.
- Det er glædeligt, at Skagen Havn, på trods af udfordringer i fiskeriet, bevarer sin position. Vi har positive forventninger til fremtiden, og vi samarbejder målrettet med virksomhederne og fiskeindustrien om at optimere forholdene og skabe nye muligheder for vækst, siger direktør Willy B. Hansen, Skagen Havn.