Gå til hoved-indhold
112
18. februar 2025 - kl. 00.02

Mogens Bandholm politianmelder chikane af ham i Skagen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Nordjyllands Politi bekræfter at have modtaget en anmeldelse fra Mogens Bandholm i Skagen. Politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, ønsker dog ikke at udtale sig yderligere om anmeldelsen.

Mogens Bandholm oplyser, at politianmeldelsen drejer sig om chikane i Skagen. Siden nytår er byen blevet plastret til med mærkater, hvoraf det fremgår, at Mogens Bandholm er uønsket.

Han er ikke i tvivl om, at skiltene skyldes, at Mogens Bandholm siden 2020 har klaget højlydt over "musikstøj" i Skagen. Han påstod, at miljøbeskyttelsesloven ikke blev overholdt - og fik medhold i 2023.

- Min brøde er altså at insistere på, at loven skal gælde for alle. Nu ser jeg prisen. En målrettet, systematisk hævnaktion. Men det stopper her. Jeg har politianmeldt sagen. Med navne. Med detaljer, pointerer Mogens Bandholm.

Han tøver ikke med at kalde det for organiseret hetz.

- I syv år har jeg været udsat for en strøm af hadefulde kommentarer i lokale medier og på sociale medier. Jeg er blevet nægtet adgang til restauranter, skubbet ud af fællesskabet og nu endda forsøgt presset ud af byen. Der er folk, der ønsker, at jeg ikke engang skal kunne handle i byens butikker. Det her er ikke bare chikane. Det er organiseret hetz, mener Mogens Bandholm.

Han hævder, at han ved, hvem der hænger mærkaterne på.

- Det er en lidt særpræget person, der dagligt passerer mit vindue og giver mig fuckfingeren. Men det er ikke ham, der er det egentlige problem. Det er jer, der har besluttet, at chikane er jeres hævn, udtaler Mogens Bandholm.

Byrådsmedlem Martin Tøttrup Kelkekund (SF) er nu gået ind i sagen. I et indlæg på Kanal Frederikshavn skriver han:

"Sådanne mærkater vækker hos mig af jødisk herkomst forfærdelige minder. Dengang satte nazisterne jødestjerne på beboelser og forretninger med henblik på fordrivelse. Det aktuelle klistermærke er fuldstændig utilstedeligt. Den her omgang "krystalnat" hører ingen steder hjemme og skal øjeblikkeligt stoppe".

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...