Gå til hoved-indhold
15. februar 2025 - kl. 00.02

Hestepraksis Nord på Lerbæk Hovedgaard bliver en del af Altano

  • 1 af 4
    De to medarbejdergrupper fra de to klinikker mødte hinanden for første gang 3. februar, og det er fra den sammenkomst, at dette billede er taget. Fusionen er altså allerede godt i gang, og styrkelsen af hesteplejen i Nordjylland er dermed en realitet. 
  • 2 af 4
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

Hestepraksis Nord på Lerbæk Hovedgaard i Frederikshavn og Højgaard Hesteklinik Aalborg går sammen for at skabe et stærkere tilbud til hesteejere i hele Nordjylland. Begge klinikker bliver dermed en del af Altano, der er en international gruppe af specialiserede hesteklinikker. Fusionen betyder bedre muligheder for både kunder og medarbejdere, samtidig med at klinikkernes stærke lokale værdier bevares.

Mette Rauer, dyrlæge og nu tidligere medejer af Hestepraksis Nord, fortæller, hvorfor de har valgt at sælge klinikken til Altano og dernæst gå sammen med Højgaard Hesteklinik.

- Vi startede klinikken fra bunden for seks år siden og har siden arbejdet hårdt for at skabe det sted, vi altid har drømt om. Som hestedyrlæger står vi over for store krav, både fagligt og i forhold til vores tilgængelighed, og vi er stolte af det, vi har opnået. Vi takkede ja til tilbuddet fra Altano, fordi det gav os bedre mulighed for at tage klinikken derhen, hvor vi gerne vil. Fusionen med Højgaard giver os flere kolleger og et bedre beredskab for kunderne. Arbejdspladsen bliver bedre for vores team – og dermed også for kunderne.

Der vil fortsat ligge en klinik i Frederikshavn, og der vil stadig være en klinik ved Uggerhalne. Begge adresser består altså, og kunderne kan beholde deres faste dyrlæge og kontaktperson. Klinikkerne vil også fortsætte med at have det samme telefonnummer.

Samtidig samles klinikkerne under navnet Hestepraksis Nord og vil være under daglig ledelse af Mette Rauer og Elisabeth Pontoppidan.

Hesteejere stiller helt naturligt store krav til deres dyrlæge, og Mette Rauer fortæller, at det er et kæmpe ansvar og privilegie at skulle behandle kundernes heste. Ofte er det komplicerede behandlinger, der skal udføres, og her mener Mette Rauer, at der kommer til at være store fordele ved at blive en del af Altano-netværket:

- I Altano kan vi få mere uddannelse og blive endnu dygtigere. Hvis vi står med en kompleks problemstilling, kan vi hurtigt trække på ekspertise fra hele verden. Det giver kunderne en større tryghed, fordi de kan regne med bedre hjælp og højere faglighed.

Jeanette Christensen, hesteejer og bruger af begge klinikker i Nordjylland, ser frem til fordelene ved fusionen:

- Jeg har været fuldt ud tilfreds med servicen begge steder, som det er i dag. Det er dygtige mennesker, og jeg tænker, at fusionen kun kan give en endnu bedre service. Der bliver nu flere kapaciteter og et større bagland med adgang til viden fra hele verden gennem Altano.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...