Arvid Caderoth blev matchvinder i sin debut for White Hawks
Med en sejr på 4-1 over Herlev Eagles er Frederikshavn White Hawks nu fire point foran netop Herlev på ottendepladsen i Metal Ligaen. Ottendepladsen er lig med en kvartfinale mod suveræne Herning Blue Fox. Det vil høgene gerne undgå. Set i det lys var det en ekstra vigtig sejr. Eftermiddagens store helt var den svenske debutant, Arvid Caderoth.
Han gled ind i andenkæden sammen med landsmændene Alexander Lunsjö og Sebastian Benker. Det var den 24-årige svenskers første kamp i Europa i næsten fem år. Det fejrede han med to mål og en assist og kåring til WH's mest værdifulde spiller.
Kun Mikkel Skov manglede i WH's holdopstilling. Tilgangen fra SønderjyskE, en af sæsonens positive overraskelser, har nu været ude med en skade i de seneste syv kampe.
Hos Herlev var Marcus Almquist med efter sit skifte i denne uge fra Rødovre Mighty Bulls, hvor han var topscorer.
Hjemmeholdet førte 1-0 efter første periode, hvor Herlev Eagles ellers åbnede bedst, og gæsterne fik en kæmpe chance i det andet minut, da WH-forsvaret serverede en skrækkelig tværpasning i egen zone, som gav Herlev frit skud. Pucken blev dog sendt forbi Tadeas Galanskys mål.
Efter seks minutter ramte Maxime Trépanier målet på endnu en Herlev-chance, men her reddede Tadeas Galansy flot.
Herfra sad høgene på spil og chancer i første periode, og målet kom i tiden 11.54. Jaeden Martin afsluttede fra blå linje, og en solidt arbejdede Sebastian Benker i skudlinjen gjorde, at Emil Zetterquists udsyn var spærret. 1-0 til Frederikshavn.
Både Sebastian Benker og debutanten Arvid Caderoth blev noteret for en assist. Dejligt for Arvid Caderoth at komme på pointtavlen så hurtigt, og allerede i de første 20 minutter i den hvide WH-trøje viste den 195 centimeter høje svensker, at han også kan bruge musklerne og dirigere med sine holdkammerater. Gode egenskaber, som White Hawks har brug for.
Midt i WH-dominansen var Herlev tæt på i anden ende. Oliver True ramte overliggeren.
Santeri Suistio havde en kæmpe chance for at bringe hjemmeholdet på 2-0, men finnen fik ikke pucken forbi Emil Zetterquist.
1-0 til White Hawks efter 20 minutter. Skudstatistik: 8-5.
Hjemmeholdet indledte anden periode i overtal, men uden på nogen måde at true gæsterne. Det er frustrerende at se på.
Todd Winder fik en enorm chance midt for mål, da en Herlev-spiller bag målet på mærkværdig vis serverede pucken på et sølvfad, men canadieren, der er gået fra -21 til +8 i sin anden sæson i WH-trøjen, ramte ikke målet. Skuffende.
Midtvejs serverede Todd Winder en fin puck til Mikkel Bertelsen, men kan kunne heller ikke ramme de 183 x 122 centimeter. Skudtræning i morgen?
Mod slutningen af perioden dominerede Herlev, og der var i et par tilfælde et større klumspil foran Tadeas Galansky. Tjekken blev dog ikke passeret, så stillingen var fortsat 1-0 efter 40 minutter.
Skud: 14-10.
Tredje periode var kun 33 sekunder gammel, da Herlev udlignede til 1-1. Igen et skud fra blå linje med tæt trafik foran målet. Maxime Trépanier var målscorer.
White Hawks bragte sig heldigvis hurtigt foran igen. I tiden 44.16 skubbede Arvid Caderoth pucken det sidste stykke over stregen, efter at Herlev-keeperen havde reddet et forsøg fra tæt hold fra Todd Winder.
Hvilken herlig debut for svenskeren, der var ét stort smil, da han kørte ud til udskiftningsboksen og blev lykønsket af holdkammetaterne. Imens sørgede Todd Winder for, at pucken blev afleveret i WH-boksen, så Arvid Caderoth kunne få et minde om sit første mål i Frederikshavn. Todd Winder er en god fyr. Det lyser ud af ham.
Med syv minutter igen var lynhurtige Marcus Almquist tæt på at overliste Tadeas Galansky, men tjekken trak sig over sejrrigt ud af denne duel.
Med lidt over tre minutter igen pillede gæsterne deres målmand ud i jagten på en udligning. Det blev straffet af hjemmeholdets Mikkel Bertelsen, som i tiden 57.54 sendte pucken ind i det tomme mål, efter at Herlev havde stoppet en puck med hånden. Thomas Søndergaard og Santeri Suistio assisterede.
Herlev fortsatte uden målmand. Det kostede endnu en scoring i tiden 59.17. Igen var det Arvid Caderoth, som scorede ét af karrierens nemme mål. Sebastian Benker og Thomas Spelling assisterede.
1.648 hockeyfans jublede over 4-1-sejren i Nordjyske Bank Arena og ikke mindst Arvid Caderoths flotte debut med to mål og en assist. Den store svensker var en fornøjelse af følge på isen.
Vi tillader os dog stadig at forlange mere af førstekæden med Jesper Thörnberg, Christopher Frederiksen og Thomas Spelling. Det er Frederikshavns stjernekæde, men det viser de ikke på isen. Kom nu i gang!
Den nye svenskerkæde slap fint fra kampen, og tredjekæden med Mikkel Bertelsen, Thomas Søndergaard og Todd Winder har igennem flere måneder fungeret tilfredstillende.
Fjerdekæden? Den var slet ikke i aktion denne søndag eftermiddag. Der var ingen spilletid til Gorm Topholt, Sebastian Holm og Christopher Mulberg.
White Hawks spiller igen onsdag aften ude mod Rungsted Seier Capital, og på fredag er der hjemmekamp mod SønderjyskE, som lige nu er tre point foran høgene.