Fra Double Tree Hilton og Marriott til MADBAREN NO 13 i Søndergade
Double Tree Hilton, Marriott og Norefjell Ski & Spa. Det er nogle af de steder, som teamet bag MADBAREN NO 13 i Søndergade har arbejdet, inden de slog sig ned i Frederikshavn og åbnede spisestedet, som gør en dyd ud af ikke kun at være en restaurant.
- Det hele er jo lidt en familieting som en fransk bistro. Med byens største udvalg i øl samt nogle lækre retter på menukortet forsøger vi at skabe et hyggeligt sted med en afslappet atmosfære, hvor man både kan nyde en øl, et glas eller noget god hjemmelavet mad, fortæller Jonas Bak fra MADBAREN NO 13, som sammen med sin kone, Ewa Bak, og hendes bror, Marek Lazny, er personalet på stedet.
Trekløveret mødte hinanden for 10 år siden i London, hvor Jonas Bak, som køkkenchef på Double Tree Hilton, ansatte Marek Lazny som kok. Kort tid efter datede han Mareks søster Ewa, og siden har de tre blandt andet været forbi Marriott i København samt Norefjell Ski & Spa.
- Vi serverer ting, som vi godt selv kan lide. Vi har fredag og lørdag vores gourmet tapas og vin ad libitum, vi har social dining og vores tre-retters menu er også populær. Med tanke på vores tid i London er vi overbeviste om, at vi ved, hvordan en fish ’n’ chips skal laves, ligesom vi gør meget ud af vores burger. Vi er en hybrid mellem en bar og en restaurant, hvor vi prioriterer hyggen højt. Vi har et sofahjørne, hvor man kan sidde og hygge sig med brætspil og en af vores over 50 forskellige øl, som vi har fundet overalt i Europa. Specielt vores blå øl fra Ungarn, der er lavet på kokos, honning, ananas og vanilje, vækker opsigt, smiler Jonas Bak.
Der er stor fokus på øl, og MADBAREN NO 13 vil blandt andet afholde arrangementer, hvor øllet er i fokus.
Specielt fredag og lørdag har frederikshavnerne været flinke til at besøge os. Det er rart at mærke den lokale støtte, siger Jonas Bak.
MADBAREN NO 13 har åbent tirsdag-torsdag fra kl. 15-22 og fredag og lørdag fra kl. 12-22.