Gå til hoved-indhold
13. august 2024 - kl. 00.08

Dygtig og populær centerleder i Østervrå fejrede 25-års jubilæum

  • 1 af 3
    Formand René Larsen, ØIKC, holder tale.
  • 2 af 3
    Søren Kiil er populær i Østervrå, og det kunne ses på det store fremmøde til receptionen.
  • 3 af 3
    Søren Kiil har stået i spidsen for en imponerende udvikling de seneste 25 år i ØIKC.
Af: Michael Frederiksen

Fredag var der reception for Søren Kiil, som i denne måned fejrer 25-års jubilæum som centerleder i Østervrå Idræts- og Kulturcenter (ØIKC) Fremmødet var flot. Mange dukkede op for at lykønske den dygtige og populære centerleder.

Søren Kiil blev ansat som halinspektør i Østervrå-hallen 1. august 1999 af den daværende bestyrelse med formand Kaj Mathiasen i spidsen.

- Du overtog et dengang enormt og evigt raslende nøglekneb efter John Aage Pedersen, som var den daværende centerleder og som tog det først "nap" på 27 år, sagde bestyrelsesformand René Larsen i sin tale til Søren Kiil.

Det vil med andre ord sige, at ØIKC kun har haft to halinspektører/centerledere i dets 52-årige historie. Det er flot og usædvanligt.

Søren Kiil overtog i 1999 en hal, som var fin og passende til den tid. Det var en standardhal, som indeholdt en svømmehal, et cafeteria og en idrætshal. Der var to fastansatte – en halinspektør og en bademester, som de blev kaldt dengang.

Under Søren Kiil er udviklingen gået stærkt. Formanden ridsede følgende op:

  • Forbedret svømmehal- og omklædningsfaciliteter
  • Et større cafeteria / mødelokale
  • Et kulturhus er tilbygget
  • Et stort motionscenter er tilbygget og udvidet over tre omgange
  • Et bibliotek er tilbygget
  • Klubfaciliteter er tilbygget
  • Flere mødelokaler
  • Østervrå-hallen er blevet til ØIKC

René Larsen er overbevist om, at udviklingen af ØIKC fortsætter under Søren Kiils ledelse. Der arbejdes p.t. seriøst med to store projekter.

- Et nyt sognehus sammen med Østervrå og Thorshøj Menighedsråd her i forbindelse med kulturhuset. Det er noget, som vil forbedre kulturhusets faciliteter væsentligt og bliver vildt flot. Derudover arbejdes der på et hærvejsprojekt, som blandt andet bringer overnatningsfaciliteter til byen, sagde René Larsen.

Han roste Søren Kiil for - sammen med medarbejderne i ØIKC - at holde centret i superform.

- Det glæder alle centrets brugere dagligt. Du er rigtig dygtig til dit arbejde, og til trods for at vi nu fejrer dit 25-års jubilæum, mærker vi stadig, du brænder for dit arbejde, så der er mange år tilbage i dig, og det glæder vi os til, konstaterede René Larsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...