Direktør: Vi skal ikke kæmpe om turisterne, men deles om dem
Nordjyske byer skal stoppe med at kæmpe om turisterne og i stedet deles om dem. Det er målet med de nye byguides, som turistorganisationen Toppen af Danmark, der dækker Vendsyssel, indfører, oplyser DR.
Samarbejdet på tværs af Vendsyssel er en vigtig del af Toppen af Danmarks strategi.
- Vi arbejder for at samle Vendsyssel og sætter stor pris på de gode relationer på tværs af turistorganisationer, kommuner og så videre, da det er med til at gøre hele Vendsyssel mere attraktiv, udtaler direktør Nicolai Nissen, Toppen af Danmark, til Kanal Frederikshavn.
Toppen af Danmark - med base i Skagen - har hele tiden haft medlemmer på tværs af Vendsyssel, og den del opdyrkes nu endnu mere, ligesom samarbejdet på tværs af lokalområderne styrkes.
- Vi kender det fra os selv. Hvis vi for eksempel er på tur til Hamburg, er vi ligeglade med, hvem der er borgmester i det konkrete lokalområde, lokal turistdirektør og så videre. Og vi tænker ikke over, hvor de forskellige bydele eller regioner har deres usynlige grænser. Men desto mere, der er at opleve i området, desto mere tiltrækningskraft har det på os, mener Nicolai Nissen.
- Vi har brugt første halvår i år på at udvikle en ny slagskanal, som giver vores medlemmer adgang til at skabe øget salg, uanset om man er hotel, campingplads, restaurant, galleri eller butik. Det kobler vi sammen med en opdyrkning af lokalområderne på tværs af Vendsyssel, hor vi vil opdyrke både små og store attraktioner, forklarer Nicolai Nissen.