Det store juletræ kommer i år fra logen Druidernes Hus i Larvik
Tidligt mandag morgen ankom det store juletræ til Rådhuspladsen i Frederikshavn fra byens norske venskabsby, Larvik.
- Hvad siger du til det, Lene?
- Det ser egentlig ud til at stå meget lige der. Der mangler grene på den ene side, det er derfor, det ser skævt ud, men det er det ikke. Måske skal vi finde en rødgran et sted i kommunen, som vi kan "låne" nogle grene fra.
Kl. 7.15 mandag morgen stod Lene Jensen og hendes to kolleger fra Center for Ejendomme, Park og Vej klar til at bugsere en otte meter høj rødgran på plads på Rådhuspladsen i Frederikshavn.
Rødgranen er Frederikshavns juletræ, som hvert år kommer fra kommunens venskabsby, Larvik. Træet er en gave fra Larvik som tak for den hjælp, frederikshavnske husmødre sendte til Norge under 2. Verdenskrig.
- Min makker er lige så pernitten med det som jeg. Vi vil have det til at stå pænt, men vi har med store træer at gøre, og det er ikke altid, de vil som os, siger Lene Jensen.
Juletræet blev fældet fredag formiddag i Larvik ved logen Druidernes Hus, hvor træet har vokset sig lidt for stort, og derfor ville logen gerne donere træet til at opleve sin sidste jul i lyspragt i Frederikshavn.
Juletræet blev hentet med lastbil af en norsk chauffør, som hvert år tager turen med juletræet fra Norge til Frederikshavn. Søndag aften blev juletræet lastet ombord på færgen og ankom i Frederikshavn omkring midnat. Og nu står træet så på Rådhuspladsen.
- Vi sætter lysene på tirsdag, da vejret ikke helt er til det i dag. Træet er meget bredt med lange grene, så derfor tror jeg, vi sætter en anden type lyskæde på end sidste år. Der brugte vi harlekin-lyskæden, men i år tror jeg, vi kommer til at bruge "Skagen-metoden", hvor lyskæden kører lige op og ned. Jeg synes, der skal være meget lys på, og når træet er så bredt, er det den bedste metode, vurderer Lene Jensen, mens hun går frem og tilbage og studerer juletræets placering.
Fredag 29. november kl. 16.30 bliver lysene på træet tændt, og alle er velkomne til at deltage i arrangementet. Se hele programmet på frederik.nu.